Annonce

Forskning skal undersøge immunterapi inden operation

Immunterapi aktiverer kroppens eget immunsystem i kampen mod kræft, og behandlingen har allerede vist gode resultater. Nye studier skal undersøge, om immunterapi har yderligere effekt, hvis den gives inden operation.

Det lyder måske ironisk, at en behandling virker bedst, når der er flere kræftceller i kroppen, men det kan netop være tilfældet med immunterapi. Denne form for kræftbehandling udnytter immunsystemet, og det virker mest effektivt, når der er flere kræftceller at gå til angreb på.

Det forklarede Eva Ellebæk, afdelingslæge og ph.d., Herlev og Gentofte Hospital, på Kræftdag 2022. Det er en årlig konference, hvor blandt andet læger og andre sundhedsfaglige samt patientforeninger samles om det seneste nye indenfor kræftområdet.

Inden Eva Ellebæk gav et blik på, hvor forskningen er i dag, præsenterede hun nogle af de tidligere, meget positive resultater inden for immunterapi.

Immunterapi giver øget overlevelse

Immunterapi er en betegnelse for en række lægemidler, der kan aktivere kroppens eget immunforsvar til at finde frem til kræftcellerne og dræbe dem. En af disse typer lægemidler er såkaldte checkpointhæmmere. Det er et bestemt antistof, som fjerner en naturlig bremse på immunforsvaret og derved frisætter immunforsvaret til at gå til angreb på kræftcellerne.

Behandling med checkpointhæmmere har vist rigtig god effekt i tidligere studier, hvor forskere har kombineret to checkpointhæmmere i behandlingen af modermærkekræft med spredning (metastatisk melanom):

Metastatisk melanom havde, før vi fik de nyere behandlingsformer med blandt andet checkpointhæmmere, en overlevelse på 6-9 måneder. Med en kombination af de her to behandlinger når vi op på en gennemsnitlig overlevelse på 6 år hos en udvalgt gruppe af patienter. Så det har altså gjort en eklatant forskel for især denne her patientgruppe, men også for rigtig mange andre patientgrupper.

Læs mere om modermærkekræft

Nye studier er i gang med at undersøge, om immunterapi kan give endnu bedre effekt, hvis den bliver givet forud for en planlagt kræftoperation.

Muligvis højere effekt af tidlig behandling

En række checkpointhæmmere er allerede godkendt til såkaldt adjuverende behandling, altså behandling der gives efter operation for at forhindre tilbagefald af sygdommen. Ny forskning har vist god effekt af at give immunterapi før en operation, såkaldt neoadjuverende behandling, fordi immunforsvaret har flere kræftceller at reagere imod, og det giver en større effekt af behandlingen.

Ved den adjuverende behandling fjerner man først tumoren, og så giver man immunterapien bagefter. Hvis man giver immunterapi neoadjuverende, så giver man det, mens tumoren stadig er tilstede i kroppen. På den måde har immunterapien altså flere forskellige kræftceller, som den kan få immunforsvaret til at reagere imod, og det giver et bredere immunrespons, forklarer Eva Ellebæk.

Hun tilføjer, at en anden fordel ved at give behandlingen neoadjuverende er, at man kan se, hvordan tumoren reagerer og så efterfølgende regulere behandlingen efter det.

Immunterapi

Immunterapi er en behandlingsform, hvor man udnytter kroppens eget immunforsvar til at bekæmpe kræftcellerne. Formålet er at styrke immunforsvarets evne til at genkende og angribe kræftcellerne.

Adjuverende

Adjuverende betyder ‘hjælpende’, og er en behandling, som gives efter operation for at forhindre, at kræftsygdommen vender tilbage.

Neoadjuverende

Neoadjuverende behandling kan gives forud for en planlagt kræftoperation, blandt andet for at mindske kræftknuden.

Mulig effekt på flere kræftsygdomme

Eva Ellebæk fortæller, at der foregår rigtig mange studier i øjeblikket, hvor man kigger på, hvilke kræftsygdomme den neoadjuverende behandling kan have effekt på, samt hvilken specifik behandling og varighed, der er den mest optimale.

Der har blandt andet været meget lovende studier med neoadjuverende behandling indenfor melanom og coloncancer og der bliver forsket yderligere, siger Eva Ellebæk.

Læs mere om immunterapi Tarmkræft: Immunterapi bremser sygdomsaktivitet

Sidst opdateret: 04.11.2022

Annonce