Unge mænd, der er tiltrukket af det samme køn, kan i 2018 få gratis HPV-vaccination på AIDS-Fondets klinikker.
Mange forbinder HPV-infektion med livmoderhalskræft, men HPV kan blandt andet også føre til kræft i endetarmen. Mænd, der har sex med mænd, er mere udsatte for at udvikle HPV-relateret analkræft, end mænd der kun har sex med kvinder. Som led i et pilotprojekt lancerer Sundhedsstyrelsen derfor et midlertidigt tilbud om gratis HPV-vaccination til unge homo- og biseksuelle mænd i alderen 15-19 år.
Læs også: Analkræft
HPV-virus smitter primært ved seksuel kontakt og er især udbredt blandt unge på tværs af køn og seksualitet.
Det skønnes at cirka 80 procent af alle seksuelt aktive danskere vil blive smittet med HPV-virus i løbet af deres liv. Hos de fleste forsvinder virussen af sig selv. Hos nogle forbliver den dog i kroppen og kan føre til celleforandringer og i værste fald udvikle sig til kræft.
Hvert år rammes cirka 40 danske mænd af analkræft. Det er fortrinsvis unge mænd, der er til mænd, der udvikler og er i risiko for at udvikle denne kræftsygdom som følge af en HPV-infektion.
Læs mere: "HPV, kræft og vaccination for drenge og mænd over 14 år"
Tilbuddet fra Sundhedsstyrelsen løber fra den 1. februar 2018 til 31. december 2018.
Fra lanceringen af tilbuddet vil det være muligt at blive vaccineret på AIDS-Fondets checkpointklinikker i Aarhus, Odense og København. Vaccinen gives i form af tre doser, og det anbefales, at alle tre doser gives inden for en periode på seks måneder. For at være omfattet af det gratis tilbud skal det første stik gives inden den 31. august 2018.
Homo- og biseksuelle mænd der ikke befinder sig i aldersgruppen 15-19 år og heteroseksuelle mænd er foreløbig ikke omfattet af Sundhedsstyrelsens gratis tilbud. De har dog stadig mulighed for at blive vaccineret mod HPV mod betaling.
Læs også: "HPV og kræft – en oversigt"
Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev
Kilder: Sundhedsstyrelsen og Netdoktors egen sektion om HPV.
Sidst opdateret: 06.11.2018