Som et forsøg har Region Hovedstaden givet kvinder mulighed for selv at tage en test for livmoderhalskræft derhjemme, og det har øget deltagelsen i screeningen for sygdommen.
I Danmark tilbydes kvinder i alderen 23-65 år regelmæssige screeninger for livmoderhalskræft, hvor man møder op til en gynækologisk undersøgelse og får taget en celleprøve fra livmoderhalsen af lægen.
Det er dog ikke alle kvinder, der benytter sig af tilbuddet og lader sig screene regelmæssigt. For nogle er besøget hos lægen svær at få til at passe ind i en travl hverdag, mens den gynækologiske undersøgelse for andre er forbundet med stor ubehag.
På forsøgsbasis har man derfor i Region Hovedstaden afprøvet et nyt tiltag i håb om, at flere kvinder vil blive screenet for sygdommen ved at indføre en hjemmetest.
Læs også: Hvad er kræft i livmoderhalsen?
I perioden 2014-15 udsendte regionen brev til 23.632 kvinder i alderen 27-65 år, som ikke var blevet screenet i mindst fire år.
Kvinderne fik her mulighed for at tage en hjemmetest, hvor de selv skulle tage en prøve fra deres livmoderhals ved hjælp af en lille børste og sende den ind til undersøgelse.
– Det er en simpel procedure at tage prøven selv. Vi tester børsterne, som kvinderne returnerer til os, for humant papillomavirus, HPV, der er årsagen til livmoderhalskræft. Hvis testen er positiv, vil kvinderne blive henvist til en opfølgende prøve hos deres læge, forklarer seniorforsker Jesper Bonde fra Patologiafdelingen på Hvidovre Hospital, der var hovedansvarlig for initiativet.
Læs også: Screening for livmoderhalskræft
20 procent af kvinderne som modtog tilbuddet om screening valgte at bruge hjemmetesten, mens 10 procent af kvinderne valgte at blive screenet hos deres egen læge. 30 procent af kvinderne, der ikke var blevet undersøgt i mindst fire år, deltog altså i screeningen.
Det er positive resultater, da man længe har ledt efter en metode til at få fat i de kvinder, der ikke regelmæssigt bliver screenet hos deres egen læge. Undersøgelser viser nemlig, at kvinder der bliver screenet, nedsætter deres risiko for at få livmoderhalskræft med 80-90 procent.
Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev
Kilder: Kræftens Bekæmpelse og Netdoktors egen artikel: Kræft i livmoderhalskræft.
Sidst opdateret: 01.10.2018