Temperaturen er faldet, og vi bevæger os rundt i temperaturer tæt på frysepunktet. Men hvornår bliver kulde egentlig farligt for os?
Man kan faktisk godt dø af kulde, men det skal være meget koldere end det, vi oplever i Danmark. Er det minus 40 grader udenfor, kan hudens celler kun overleve i tre minutter, hvis man ikke har tøj på. Hvis temperaturen derimod falder til minus 60 grader, så vil cellerne i kroppen næsten dø med det samme, man bevæger sig udenfor. Det skriver Experimentariet . Selvom det ikke bliver så koldt herhjemme, kan du dog godt risikere at få overfladiske kuldepåvirkninger eller forfrysninger, hvis du ikke er klædt ordentligt på.
Hvorfor ryster jeg af kulde?
Er du begyndt at fryse, kan det ske, at din krop begynder at ryste af kulde. Det skyldes, at musklerne trækker sig sammen og slapper kortvarigt af igen. Disse muskelsammentrækninger kan holde kroppen lidt varmere i en kort periode. Begynder du at ryste af kulde, er det dog et tegn på, at du skal se at komme indenfor og få varmet kroppen op igen.
Vis mindre
Læs også: Det skal du vide, når dit barn skal sove i kulden
Hvordan kan jeg fryse mindre?
Synes du alligevel, at det kan være meget koldt herhjemme, så er der nogle ting, som du selv kan gøre for at fryse lidt mindre. Man kan blandt andet vænne kroppen til køligere temperaturer for eksempel ved at skrue ned for radiatoren derhjemme. På den måde vænner kroppen sig til at være i køligere omgivelser, og der skal derfor mere til, at man fryser, når man kommer ud i den kolde luft. Det er også en god idé at dyrke regelmæssig motion, da en krop i god form er bedre til at modstå kulden. Derudover skal man undgå rygning, da rygning hæmmer blodforsyningen til huden, som ellers er med til, at holde huden varm.
Derudover kan man også tænke over, at undgå unødigt varmetab ved blandt andet at bruge hue og handsker, også selvom det måske ikke føles nødvendigt. Derudover skal man bruge vintertøj og ikke gå i tøj, der sidder alt for stramt.
Kilde: experimentarium.dk og Netdoktors egen artikel om kuldepåvirkninger- og skader .