Annonce

Kræft dræber hver fjerde EU-borger

Kræft er en ondsindet og ubarmhjertig sygdom, som i 2013 tog livet af hver fjerde EU-borger, viser tal fra EU's statistiske kontor, Eurostat.

I 2013, som statistikkens nyeste tal stammer fra, døde 1,3 millioner EU-borgere af kræft, hvilket svarer til hele 26% af alle dødsfald i hele EU.

Mænd rammes oftere end kvinder, og i alt døde 726.500 mænd af kræft i 2013 sammenlignet med 570.300 kvinder.

Læs også: Få overblik over alle kræftformer her

Her er kræft mest udbredt

Blandt alle landene i EU er Slovenien det land, hvor kræft dræber allerflest. I 2013 var kræft således årsag til hele 32% af dødsfaldene i landet. Dernæst følger Holland med 31% og Irland med 30%.

På fjerdepladsen kommer Danmark, hvor kræftsygdommen udgjorde 29% af de danske dødsfald.

I 2013 døde ca. 15.250 danskere af kræft, heraf var 8000 af disse mænd, mens 7250 kvinder mistede livet til sygdommen.

I modsatte ende finder vi Bulgarien og Litatuen, hvor kræft i 2013 udgjorde hhv. 17% og 19% af de to landes dødsfald.

Læs også: Nye metoder til kræftbehandling

Disse kræftformer tager flest liv

Den kræftform, der tog flest menneskeliv i EU i 2013, var lungekræft, som udgjorde hele 21% af dødsfaldene, mens tarmkræft stod for 12%.

Blandt mænd i EU, der dør af kræft, skyldes 26% lungekræft, mens 15% af alle kvinder, der mister livet til kræft, er ramt af denne kræftform.

Blandt kvinderne er brystkræft den største dræber, og denne kræftform udgør 16% af alle dødsfald blandt kræftramte kvinder i EU.

Læs om: Lungekræft

Kræft i Danmark

Kræft tog livet af næsten tre ud af 10 danskere i 2013, hvilket svarer til 15.257 personer, hvoraf mændene udgjorde 8.001 og kvinderne 7.253. Det er det fjerdehøjeste niveau i hele EU.

I Danmark er lungekræft den kræftform, der tager flest liv, og denne kræftform udgør hele 24% af alle dødsfald blandt den danske befolkning på tværs af køn.

Blandt kvinderne er brystkræft den kræftform, der tager næstflest liv, og denne udgør 15% af alle dødsfald blandt alle danske kvinder.

For mændenes vedkommende er tarmkræft skyld i næstflest dødsfald, og i 2013 var sygdommen skyld i 12% af alle dødsfald blandt de danske mænd.

Kilde: Rapport fra EU's statistiske kontor, Eurostat

Sidst opdateret: 04.02.2016

Annonce