Kræft-kampagne: 10 råd sætter fokus på forebyggelse

Kræftens Bekæmpelses 10-kamp, med fokus på forebyggelse af kræft, bliver gentaget i år efter en succes fra 2018. Det har nemlig ført til varige livsstilsændringer hos mange af deltagerne.

I uge 10 begynder Kræftens Bekæmpelse den såkaldte 10-kamp, som er en 10 ugers mailudfordring, hvor man kan få inspiration til at ændre sine hverdagsvaner. Formålet med udfordringen er at vise, hvilke små livsstilsændringer i dagligdagen, der kan være med til at nedsætte risikoen for kræft.

Kræftens Bekæmpelses 10-kamp blev lanceret sidste år, hvor 75.000 danskere deltog. Flere af deltagerne har efterfølgende taget de gode forslag til sig og fortsat de gode vaner. For eksempel spiser 59 procent af deltagerne i dag mindre forarbejdet kød, 48 procent går mere i deres fritid og 27 procent tjekker hver måned, om de har fået mistænkelige modermærker.

Læs mere om kræft

De små ting kan hjælpe i forebyggelse af kræft

I 10-kampen får man hver uge en mail med en udfordring og gode råd. For det kan være selv de små livsstilsændringer, der kan gøre en forskel. Faktisk kan 4 ud af 10 kræfttilfælde forebygges med små ændringer i hverdagen, såsom at spise mindre forarbejdet kød.

Ud over de små livsstilsændringer kan du også deltage i de screeninger, der bliver tilbudt. Det gælder screeninger for livmoderhalskræft (i alderen 23-64), brystkræft (i alderen 50-69) og tarmkræft (i alderen 50-74). Screeninger kan blandt andet være med til at opdage celleforandringer, inden de udvikler sig til kræft, eller opspore kræften i et tidligt stadie.

Som kvinde kan du desuden jævnligt undersøge dit bryst og holde øje med uregelmæssigheder. Hvis du opdager ændringer i brystet som for eksempel rødme, varme, hævelse eller sår på brystvorterne, skal du kontakte din læge.

Du kan tilmelde dig 10-kampen her

Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: Kræftens bekæmpelse og Netdoktors egne artikler: Selvundersøgelse af brystet og Sådan undersøger du dit bryst.

Sidst opdateret: 06.03.2019