Annonce

Kræft øger risikoen for type 2-diabetes

Specielt kræft i bugspytkirtlen, lungekræft og brystkræft kommer med forhøjet risiko for udvikling af type 2-diabetes ifølge ny forskning

Som om en kræftdiagnose ikke er slem nok i sig selv, så øger kræft faktisk også risikoen for at udvikle type 2-diabetes. Det viser et nyt dansk studie, hvori forskere har gransket data på flere end 1,3 millioner danskere.

Forskningen viser, at hvis man har fået stillet en diagnose med kræft i specielt bugspytkirtlen, lungekræft eller brystkræft, har man markant forhøjet risikoen for at få type 2-diabetes.

51.000 danske kræftpatienter med i studie

Forskerne har ud fra data og blodprøver fra 1,3 millioner danskere kunnet identificere kræftpatienter, samt de personer, der i løbet af op til ti års opfølgning havde udviklet type 2-diabetes.

I alt har forskerne brugt data på lidt over 51.000 danskere med kræft og lidt over 510.000 danskere uden kræft. Herefter var det blot et spørgsmål om at sammenligne risikoen for at udvikle type 2-diabetes mellem personer med og uden kræft.

Kræft øger risiko for diabetes med mindst 10 procent

Resultatet af undersøgelsen viser, at specielt nogle typer af kræft kommer med forøget risiko for efterfølgende også at få en diagnose med type 2-diabetes.

Det gælder kræft i bugspytkirtlen, som øger risikoen for at udvikle type 2-diabetes med 500 procent. I bugspytkirtlen produceres hormonet insulin, som er afgørende for, at vi kan opretholde et normalt blodsukker. Ved alle former for diabetes er der enten en ændret produktion eller virkning af insulin.

Også andre typer for kræft øger risikoen for type 2-diabetes. Lungekræft øger risikoen med 38 procent, og brystkræft øger risikoen med 20 procent. Også kræft i hjernen, kræft i livmoderen og urinvejskræft kommer med forhøjet risiko for at udvikle type 2-diabetes. Samlet set øger en kræftdiagnose over en bred kam risikoen for at udvikle type 2-diabetes med 10 procent.

Behov for flere undersøgelser

Lykke Sylow, der er lektor ved Københavns Universitet og en af forskerne bag studiet, håber på, at den ny viden kan være med til at øge opmærksomheden på risikoen for at udvikle type 2-diabetes blandt personer med kræft. Hun efterlyser samtidig flere undersøgelser af sammenhængen mellem kræft og type 2-diabetes. Det er nemlig ikke sikkert, at koblingen mellem kræft og type 2-diabetes skyldes kræften i sig selv - det kan for eksempel også skyldes den behandling, som nogle patienter med kræft modtager. Derfor håber hun, at kræftspecialister fremover vil finde det interessant at lave flere undersøgelser af sammenhængen.

Få flere nyheder i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: Dagens Medicin, Netdoktors egen artikel om diabetes

Sidst opdateret: 12.09.2022

Annonce