Annonce

Kræftdag 2020: Fokus på ulighed

Den 3. september samles kræftlæger, patientforeninger med flere for at blive opdateret på det nyeste inden for behandling og for at give deres bud på, hvordan vi kan mindske uligheden på kræftområdet.

På trods af indførelsen af kræftpakker, der skal sikre et hurtigt og målrettet forløb til alle, er der stadig væsentlige uligheder indenfor kræftområdet.

- Forskningen viser, at der er ulighed indenfor kræftområdet. Faktorer som uddannelse, indkomst, civilstatus, alder, køn, generelt helbred og livsstil påvirker både vores risiko for at udvikle kræft, og hvis vi får kræft, vores overlevelse,« siger seniorforsker ved Kræftens Bekæmpelse Susanne Dalton, der forsker i ulighed i kræft.

Personer med en længere uddannelse og en god indkomst klarer som udgangspunkt kræftsygdomme bedre, og personer, der bor med en partner eller har et godt netværk, har mere følelsesmæssig støtte.

Større dødelighed blandt kræftramte mænd

Et af de områder, hvor der er ulighed i kræft, er køn. Flere mænd end kvinder rammes af kræft, men den største forskel ligger i dødeligheden. Således er der 7-10 procent større forekomst af kræft blandt mænd, men hele 40 procent større dødelighed.

Flere årsager til ulighed

En af de mulige forklaringer er, at mænd ikke kender tilstrækkeligt til symptomerne på kræft, og derfor ikke reagerer i tide.

At vide noget om symptomerne på kræft er en forudsætning for at reagere, men vi ved, at mænd er underinformerede på dette område, siger Svend Aage Madsen, formand, forskningsleder og ph.d. ved Forum for Mænds Sundhed.

Livsstil er afgørende

For både mænd og kvinder gælder det, at faktorer som uddannelse, indkomst og alder har betydning for ens chancer for at komme godt igennem et kræftforløb. Livsstil er desuden af afgørende betydning, da for eksempel rygning, højt alkoholforbrug og overvægt alle er hovedårsag til mange kræftformer.

National Kræftdag 2020

Kræftdagen foregår d. 3 september i København og deltagerne tæller blandt andet kræftlæger, praktiserende læger, farmaceuter, sundhedspolitikere og patientforeninger. Emnerne for dagen er ulighed i kræftbehandling samt det nyeste indenfor otte kræftformer:

  • Brystkræft
  • Prostatakræft
  • Nyrekræft
  • Lungekræft
  • Hud- og modermærkekræft
  • Æggestokkræft
  • Kronisk lymfatisk leukæmi
  • Myelomatose

Efter konferencen vil der løbende komme artikler ud om det nyeste inden for behandling af de otte kræftformer. Opdatering følger i denne artikel.

Der skal sættes ind på forebyggelse

Susanne Dalton fortæller, at op mod 60 procent af kræftsygdomme kan forebygges, og derfor er det på forebyggelsesområdet, at der er allermest at gøre. Hun peger på, at forebyggelseskampagner skal blive bedre til at ramme målgruppen.

Desuden ønsker både Susanne Dalton og Svend Aage Madsen større politisk fokus på at mindske uligheden på kræftområdet.

Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev


Kilde: Dagens Medicin, Josephine Holm Bach

Sidst opdateret: 02.09.2020

Annonce