Annonce

Kun halvdelen af danske unge kvinder screenes for livmoderhalskræft

Kun halvdelen af de unge kvinder, der bliver tilbudt en screening mod livmoderhalskræft, bestiller faktisk en tid til undersøgelsen. Men screeningen kan være med til at opdage celleforandringer, der ellers kan føre til kræft.

De sidste mange år har antallet af kvinder, der får taget en celleprøve for livmoderhalskræft, været jævnt faldende. Selvom alle kvinder, fra de fylder 23 år, bliver tilbudt screening for livmoderhalskræft, er det kun omkring hver anden unge kvinde mellem 23 og 29 år, der tager imod tilbuddet. Det viser nye tal fra Regionernes kliniske kvalitetsudviklingsprogram for livmoderhalskræft screening.

Læs også: Beskyt dig mod HPV

Hvad er en screening for livmoderhalskræft?

En screening for livmoderhalskræft kan finde forstadier til kræft i livmoderhalsen, inden det når at udvikle sig til kræft. Får man celleforandringer i livmoderhalsen, der kan være forstadier til livmoderhalskræft, vil man ofte ikke have nogen symptomer. Ved screeningen tager lægen ved en gynækologisk undersøgelse en celleprøve fra livmoderhalsen med en lille børste. Celleprøven bliver derefter sendt til et laboratorium, hvor den undersøges for celleforandringer i et mikroskop. Det kan være lidt ubehageligt at få taget prøven, men gør som regel ikke ondt. Hvert år er der flere tusind kvinder, der gennem screeningen opdager celleforandringer, og derfor får fjernet forstadier til livmoderhalskræft, der ellers kunne udvikle sig til kræft.

Læs også: Forebyggende undersøgelse mod livmoderhalskræft (screening/smear)

Udeblivelse fra screening kan have store konsekvenser

Siden starten af 1960’erne er kvinder blevet tilbudt regelmæssig screening mod livmoderhalskræft. Siden da er antallet af kvinder, der får livmoderhalskræft, mere end halveret. Alligevel er der mange, der ikke lader sig screene, og det kan have konsekvenser. Op mod to ud af tre af de kvinder, der får livmoderhalskræft, er nemlig ikke blevet screenet regelmæssigt. Janne Bigaard, der er overlæge og projektchef i Kræftens Bekæmpelse, fortæller:

- Det kan have store konsekvenser, hvis celleforandringer ikke bliver opdaget. Hvis celleforandringerne allerede har udviklet sig til kræft, kan det betyde, at livmoderen skal fjernes og kvinder risikerer, at de ikke kan få de børn, de ønsker sig.

Læs også: Behandling af forstadier til livmoderhalskræft

Husk screening selvom du er vaccineret

Som en del af børnevaccinationsprogrammet bliver mange vaccineret mod HPV, men selvom man er vaccineret, er det alligevel vigtigt, at man lader sig screene for celleforandringer. De nuværende vacciner beskytter nemlig ikke imod alle former for HPV-virus.

Screeningen kan udføres hos din praktiserende læge, og undersøgelsen tager ikke mere end et par minutter.

Få flere nyheder i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: Cancer.dk, Sundhed.dk, og Netdoktors egen artikel: Beskyt dig mod HPV

Sidst opdateret: 01.02.2023

Annonce