Tæt på hver anden, der har en øget risiko for knogleskørhed, vurderer selv, at de ikke er i risikogruppen. Det viser en ny undersøgelse fra Netdoktor og Osteoporoseforeningen.
Cirka 365.000 danskere lider af knogleskørhed uden at vide det. Nu viser det sig også, at danskerne faktisk undervurderer deres egen risiko for at få knogleskørhed, og så kan man ikke forebygge følger af sygdommen. Det fastslår en ny undersøgelse som Netdoktor og Osteoporoseforeningen står bag.
Læs også: Hvad er knogleskørhed
1.298 danskere har deltaget i Netdoktor og Osteoporoseforeningens spørgeskemaundersøgelse. Her skulle deltagerne svare på spørgsmål om deres helbred og livsstil, og om forældre eller søskende lider af sygdommen, da den er arvelig.
Undersøgelsen viste, at 479 af deltagerne havde en forhøjet risiko for at få knogleskørhed. Hele 47 procent af denne gruppe, vurderede dog ikke selv, at de havde en større risiko. Det er altså tæt på hver anden, der ikke er klar over, at de befinder sig i risikogruppen.
Læs om Andrea, der har knogleskørhed: "Jeg vidste ikke, jeg var i risikozonen"
Hvis ikke man ved, at man befinder sig i risikogruppen for at blive ramt af knogleskørhed, kan man ikke forebygge de følger, som sygdommen bærer med sig, herunder knoglebrud. Det er der mulighed for, hvis man er bevidst om sin risiko, gennem alsidig kost, tilskud af kalk og D-vitamin, øget motion og ved at undgå for meget alkohol og kaffe.
Læs også: Knogleskørhed - knoglevenlig kost
Selvom undersøgelsen er færdiggjort, er der stadig rig mulighed for at besvare spørgeskemaet på knogleskørhed-info.dk og samtidig blive klogere på knogleskørhed, og hvem der har særlig risiko for at få sygdommen.
Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev
Kilder: Netdoktor.dk og Osteoporoseforeningen.
Sidst opdateret: 29.10.2018