Hos de HPV-vaccinerede kvinder er tilfælde af svære celleforandringer faldet med 40 procent. Vaccinen virker dermed mod forstadier til kræft, viser et nyt studie fra Københavns Universitet.
HPV-vaccinen, der gives for at beskytte mod livmoderhalskræft, virker efter hensigten. Det fastslår et nyt dansk studie fra Københavns Universitet, der, som det første i verden, har undersøgt effekten af HPV-vaccinen på en hel årgang.
I studiet, der er publiceret i International Journal of Cancer, har forskere fulgt den første årgang af vaccinerede piger født i 1993, der nu som voksne har fået foretaget den første screeningundersøgelse for livmoderhalskræft.
Læs også: Sådan foregår en screening mod livmoderhalskræft
Studiet viser, at vaccinen har mindsket antallet af svære celleforandringer, der kan føre til livmoderhalskræft, med 40 procent hos den vaccinerede årgang sammenlignet med den 10 år ældre årgang fra 1983, der ikke fik tilbudt gratis vaccine.
Den nye evaluering understreger, at HPV-vaccinen har positive virkninger, der kan medføre, at færre kvinder i fremtiden bliver tilrådet yderligere undersøgelser og får foretaget keglesnit som følge af svære celleforandringer i livmoderhalsen.
Læs også: Langt færre tilfælde af HPV siden vaccine
Hvert år rammes cirka 375 af livmoderhalskræft i Danmark. Omkring 100 kvinder dør årligt af sygdommen. I modsætning til mange andre kræftformer rammer livmoderhalskræft også yngre kvinder, og i Danmark optræder sygdommen hyppigst blandt kvinder i aldersgruppen 35-44 år.
HPV-vaccinen har siden 14. januar 2009 været en del af det danske børnevaccinationsprogram og bliver tilbudt til alle piger i 12-års alderen. I 2018 tilbyder Sundhedsstyrelsen desuden, som led i et pilotprojekt, gratis HPV-vaccination til unge homo- og biseksuelle mænd i alderen 15-19 år.
Læs også: Behandling af forstadier til livmoderhalskræft
Få flere nyheder om sundhed her
Kilder: International Journal of Cancer og Netdoktors artikel Kræft i livmoderhalsen.
Sidst opdateret: 18.06.2018