Annonce

Pollensæsonen er blevet længere og hårdere

Er din pollenallergi blevet voldsommere, og irriterer den dig i længere tid, end den tidligere har gjort? Det er der en god grund til. Nye tal fra Astma-Allergi Danmark viser, at pollensæsonen i Danmark både er længere og topper tidligere, end den før har gjort.

Astma-Allergi Danmark har i deres nye Pollenkalender sammenlignet målinger af pollen i luften fra 1981 til 2009 og fra 2011 til 2020. De nye tal giver indblik i, at pollensæsonen i Danmark både starter tidligere, end den før har gjort, bliver ved længere, og samtidig stiger pollentallene tidligere på året.

Mathilde Kloster, der er leder af Astma-Allergi Danmarks pollentælling, fortæller, at der næsten er pollen i luften hele året: - Vi kan se, at de mest udbredte pollentyper er langt mere til stede i luften og i længere tid. Tidligere havde vi pause i pollentællingen i vintermånederne, men nu tæller vi pollen stort set hele året fra januar til november. Vi må desværre sande, at udviklingen viser, at pollensæsonen både er længere og voldsommere for landets mange danskere, der er plaget af pollenallergi, siger hun.

Læs også: Når næsen løber af allergi og høfeber

Klimaforandringer og græs kan være årsagen

Ifølge Mathilde Kloster er der to primære grunde til de øgede pollenmængder: Klimaforandringer og græs i byerne. Med klimaforandringer er der sket en ændring i temperaturen, nedbøren og vindforhold. Det giver både nye muligheder for vækst af træer og buske, og samtidig påvirker det mængden af pollen fra dem. Derudover har der gennem de seneste år været fokus på at skabe øget biodiversitet i byerne, hvilket har betydet mere vildtvoksende græs, som giver mere pollen.

Læs også: Kend din pollensæson

Syv gode råd mod pollenallergi

Hvis du er en af de mange danskere, der plages af pollenallergi, er der heldigvis en række ting, du selv kan gøre for at modvirke de ubehagelige symptomer:

  • Hold døre og vinduer lukkede i dagtimerne
  • Luft kun ud efter mørkets frembrud
  • Undlad at tørre vasketøj – specielt sengetøj – udendørs i denne periode
  • Anvend solbriller, når du færdes udendørs
  • Undgå udendørs motion midt på dagen
  • Skyl dit hår inden sovetid, hvis du har været meget ude
  • Start på din medicin, så snart ”din” pollen dukker op, og fortsæt eventuelt med fast medicin, der er valgt i samråd med din læge, indtil sæsonen er ovre.

Få flere nyheder i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: astma-allergi.dk, Netdoktors egen artikel om 7 gode råd mod pollenallergi

Sidst opdateret: 31.05.2022

Annonce