De fleste har nok hørt at et for stort indtag af salt, kan øge risikoen for forhøjet blodtryk. Men vidste du, at salt også kan gøre dig overvægtig?
I mange hjem er salt muligvis hovedkrydderiet i aftensmaden, og kroppen har naturligvis også brug for salt. Dog har mange et for stort dagligt saltindtag, og det kan have flere negative konsekvenser for kroppen. Det er udbredt, at for meget salt kan øge risikoen for forhøjet blodtryk og dermed hjertekarsygdomme. Nu viser et nyt studie, at saltet også kan øge din appetit og gøre dig overvægtig.
Læs også: Pas på hjertet - spis mindre salt
Forskere er begyndt at undersøge salts tidligere ukendte virkning på sult og vægtøgning. Jens Titze, som er professor i medicin og molekylær biologi ved Vanderbilt University i Amerika, er den ledende forsker på af en ny undersøgelse af salts effekt på kroppen. Sammen med sine kollegaer udfordrer han ideen om, at salt mad gør os tørstige. De opdagede, at et højt saltindtag får os til at drikke mindre vand, og at vi samtidig har svære ved at blive mætte af maden, hvilket resulterer i, at vi spiser mere.
Titze og hans kollegaer har i forbindelse med deres studie fået adgang til en helt speciel testgruppe, nemlig russiske kosmonauter som forberedte sig til en mission til Mars. Kosmonauterne skulle udføre en rumflyvnings-simulation, som varede i flere måneder, og det gav forskerne et stabilt miljø til at undersøge, hvordan salt påvirkede dem.
Igennem undersøgelsen blev kosmonauternes kost ikke ændret på nær en ting: Forskerne varierede saltindholdet i deres mad. Da studiet begyndte, indeholdte kosmonauternes mad 12 gram salt per. dag. Det er mere end det dobbelte af, hvad den danske fødevarestyrelse anbefaler på omkring 6 gram salt om dagen. Efter nogle uger blev salten reduceret til 9 gram om dagen, og i den sidste periode fik kosmonauterne 6 gram om dagen.
Forskerne fandt overraskende ud af, at kosmonauterne drak mere vand, jo lavere saltindtaget blev. Samtidig klagede kosmonauterne over sult, da de spiste den meget saltede mad.
Læs også: De tre største syndere - sukker, salt og fedt
For at forstå hvorfor kosmonauterne drak mindre og blev mere sultne af maden med meget salt i, måtte forskerne ty til forsøg med mus. Det viste sig, at mus der spiste en meget saltholdig kost, producerede mere urinstof, hvilket er et stof, der hjælper med at holde kroppens væskebalance. At producere urinstoffet kræver en masse energi, og det kræver derfor mad, specielt protein. Titze og hans kollegaer mener, at det er det, som var skyld i kosmonauternes sult.
Studiet gør det klart, at vi endnu ikke ved alt om, hvordan appetit og tørst kontrolleres. I mellemtiden råder Titze os til at tænke over, hvor meget salt der er i vores mad, hvis vi er på kur og prøver at reducere mængden af mad, men stadig føler os sultne. Måske hjælper det.
I Danmark spiser vi generelt for meget salt. Fødevarestyrelsen anbefaler, at kvinder maksimalt spiser 6 gram salt, imens mænd kan spise 7. Dog indtager danske kvinder i gennemsnit 7-8 gram og mænd 10-11 gram salt om dagen, selvom kroppen egentlig kun har brug for 1,5 gram. Et godt råd fra ernæringseksperten er at læse næringsdeklarationen på fødevarerne. Hvis der er mere end 1,25 gram salt pr. 100 gram, så skal du passe på med det.
1. Færdiglavet pastasovs: Pastasovs optræder nok i de flestes køkken. 100 gram pastasovs indeholder dog 0,64 gram salt. Derfor bør kærligheden til færdiglavet pastasovs modereres. Et råd er at lave sovsen selv, så du kan styre mængden af salt.
2. Rugbrød: I Danmark elsker vi rugbrød. Men det viser sig, at rugbrød generelt indeholder omkring 1,1 gram salt pr. 100 gram.
3. Pålægsspejepølse: Til rugbrødet skal der jo også være lidt pålæg, men 100 gram spegepølse har ca. 4,6 gram salt i sig.
4. Hytteost: Hytteost bliver ofte kategoriseret som sund mad. Med dets høje proteinindhold og få kalorier er den perfekt til en slankekur. Men 110 gram fedtfattig hytteost indeholder hele 0,27 gram salt.
5. Cup Noodles: Cup Noodles er et populært spise på en travl dag. Miliket nudler rummer 5,0 gram salt pr. 100 gram.
Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev
Kilder: WebMD, The Journal of Clinical Investigation, Fitnessliv.dk, Fødevarestyrelsen og Netdoktors side: Pas på hjertet - spis mindre salt
Sidst opdateret: 03.05.2017