Annonce

Bursa (slimsæk)

Hvad er en bursa?

En slimsæk eller bursa er en lille væskefyldt sæk, som ligger mellem knogler og de omkringliggende strukturer såsom muskler og sener. Der findes mange bursae i kroppen og de fleste ligger omkring de større led som hofter, knæ, albuer og skuldre.

Hvad er en bursas formål?

En bursa fungerer som en slags glidestykke og forhindrer altså friktion mellem de forskellige væv, så knoglen ikke slider på det den glider op ad, når vi bevæger leddet. Bursaen tager desuden imod friktionen og sparer eksempelvis senen for dette, så den ikke bliver irriteret og i sidste ende slidt op. De største bursae kan findes i hofter og knæ, men man kan muligvis mærke sin bursa i albuen, hvis man strækker armen helt, og mærker lige over selve albuen. Her kan mærkes at huden er lidt løsere og måske føles mere fyldig end den omkringliggende hud. Det er bursaen, som er presset ud, når armen er fuldt strakt.

Kan man være syg i en bursa?

Det er muligt at få inflammation i en bursa, såkaldt bursitis. Dette forekommer hyppigst ved ekstensiv brug af det pågældende led, men kan også være forårsaget af bakterier. Bursitis mærkes som ømhed i dette led, men typisk føles det som om ømheden sidder uden på leddet fremfor indeni. Leddet kan være hævet, rødt og varmt. Ved disse symptomer er det altid en god idé at søge læge. Oftest er behandlingen af en bursitis blot at holde leddet i ro og eventuelt tage smertestillende i form af ibuprofen. Dog kan der i sjældne tilfælde være behov for antibiotisk behandling, hvis betændelsen er forårsaget af bakterier, hvorfor det er vigtigt at få den undersøgt.

Læs mere om MUSKLER, LED og SENER:

Sidst opdateret: 09.11.2021

Annonce