10 spørgsmål om hormonbehandling
Rigtig mange kvinder er i tvivl om, hvorvidt de skal vælge at blive behandlet med hormoner i forbindelse med overgangsalderen eller ej. Vi har samlet 10 spørgsmål om hormonbehandling og stillet dem til overlæge Sven Skouby. Læs, hvad han svarer her.
1. Hvilke og hvor store gener skal man have, før man søger behandling med hormoner?
Det er individuelt, hvor store gener og hvilke (hede-svedeture, humørpåvirkning, søvnløshed etc.), man som kvinde vil acceptere eller i modsat fald søger behandling for. Der findes ingen ”standard”- skemaer, som man kan udfylde for at vurdere, om der er behov for behandling, men der findes gennemarbejdede skemaer, som kvinder selv kan udfylde til vurdering af effekten af hormoner på overgangsaldersymptomerne (visuel analogskala= VAS). Skemaerne kan i nogen grad også bruges til at vurdere om de gener, der primært er til stede, repræsenterer typiske symptomer i forbindelse med overgangsalderen. Den individuelle vurdering af, om der er behov for behandling bør foretages i samråd med læge på baggrund af genernes sværhedsgrad og de eksisterende behandlingsmuligheder. Denne diskussion finder oftest sted, når blødningerne bliver uregelmæssige op til menopausen, eller i det første år efter de er ophørt. Her er generne nemlig størst.
2. Hvad bør jeg tænke over, hvis jeg overvejer hormonbehandling?
De tanker kvinden gør sig før beslutning handler som regel om: Hvor kraftige bliver generne? Hvor længe vil de vare? Er der alternativ til hormonbehandling? Har jeg særlig risiko for bivirkninger?
3. Er der flere fordele end ulemper ved at tage hormoner?
Det er samtalen med lægen, der skal afgøre, om der er flere fordele end ulemper ved at tage hormonerne. Og det er netop en individuel vurdering. Er der kun sparsomme gener, kan livsstilsændringer ved motion, yoga eller anden meditation måske afhjælpe nogle af de humørmæssige og energimæssige forandringer, der ses i forbindelse med overgangsalder. Er der særlige risici for eksempel en tidligere blodprop, bør man afstå for hormonbehandling. Hvis man altid har været sund og rask, men har udtalte gener, kan start på hormonbehandling vise sig som en stor fordel og er som regel uden mærkbar bivirkning.
4. Skal jeg være bange for hormoner med henblik på risikoen for kræft?
Brystkræftsrisikoen er oftest det, der får kvinder til at afstå fra hormonbehandling. De nyeste undersøgelser viser, at 5 års hormonbehandling eller mere øger risikoen. Herhjemme får cirka 3000 kvinder årligt diagnosticeret brystkræft. Hormonbehandlingen kan forklare cirka 15 af disse nye tilfælde. Hvis man ser det over et helt liv, øges risikoen for brystkræft fra 10 % til 10,1 % hvis man har fået hormonbehandling i mere end 5 år. Det vil sige, at ud af 100 kvinder, der ikke har været i hormonbehandling, vil 10 % udvikle brystkræft. Blandt kvinder der har gennemgået hormonbehandling i mere end 5 år vil 10,1 % udvikle brystkræft. Det vil sige, at 0,1 procent flere kvinder vil udvikle brystkræft som følge af hormonbehandling set over et helt liv.
Kræft i livmoderen kan forebygges helt ved valg af den rette hormonsammensætning. Øget risiko for kræft i æggestokkene er fortsat omdiskuteret. Til gengæld nedsætter hormonbehandling risikoen for kræft i mavetarmsystemet.
Hormonbehandling, der foregår i under 5 år, ikke ses i kræftstatistikken.
5. Bør jeg være forsigtig med hormoner, hvis jeg selv eller nogen i min familie har haft hjertekarsygdom eller kræft?
Hvis man selv har haft en veneblodprop eller blodprop i hjertet, bør man afstå fra hormonbehandling. Det samme gælder, hvis man har en dårligt reguleret blodtryksforhøjelse eller tidligere blodprop i hjernen. Hvis der er 1. grads slægtninge med brystkræft (Det vil sige forældre eller søskende), skal den arvelige risiko lægges sammen med den risiko, som behandlingen indebærer i sig selv. En 1. grads slægtning giver sjældent anledning til, at man fraråder hormonbehandling i en kortere periode (det vil sige i mindre end 5 år).
6. Bør jeg undlade at få hormonbehandling, hvis jeg ryger?
Rygning nedsætter hormonmængden, der cirkulerer i kroppen. Hvis rygere får hormoner i tablet-form vil de omdannes til et ikke-aktivt stof i leveren. Hos rygere kan det derfor være en fordel at give hormoner som plasterbehandling, fordi det optages direkte gennem huden (og dermed undgår passage i leveren). Hvis man starter på hormonbehandling er det dog en god anledning til at forsøge at holde op med at ryge på grund af den massive skadelige effekt rygningen har på kredsløb og knogleafkalkning.
7. Yder hormonbehandling en vis beskyttelse mod hjerte-kar-sygdomme?
Generelt yder hormonbehandling ingen beskyttelse mod hjertekarsygdomme. Der er dog holdepunkt for, at effekten af hormoner kan være gavnlig for kredsløbet hos kvinder, der går meget tidligt i overgangsalder, eller som får behandling umiddelbart efter den naturlige menopause som ca. 50 årig. Hos ældre kvinder og kvinder, der allerede har hjertekarsygdom for eksempel forhøjet blodtryk eller diabetes kan hormonbehandling øge risikoen for blodpropper. Uanset alder, øger hormonbehandling risiko for veneblodpropper.
8. Yder hormonbehandling en vis beskyttelse mod knogleskørhed eller er det bedre at indtage kalk og D-vitamin?
Hormonbehandling giver god forebyggelse mod afkalkning af knogler. Hormonbehandling anbefales imidlertid ikke som primær behandling af knogleskørhed, idet det er tvivlsomt om kortere tids behandling (i mindre end 5 år) efter menopausen vil påvirke risikoen for knoglebrud. Brud pga osteoporose ses nemlig oftets efter 70-års alderen.
9. Er der nogle alternative behandlingsformer til hormonbehandling?
Udover livsstilsændring som nævnt under spørgsmål 3., findes der adskillelige alternative tilbud med naturprodukter. Kun få produkter er imidlertid testet i forhold til placebo (uvirksom behandling) eller over for hormonbehandling. Sammenfattende viser foreliggende undersøgelser ingen fordele af naturprodukter i forhold til placebo og ringere effekt end ved hormonbehandling.
10. Bør man kun tage hormoner i en begrænset periode?
Lægemiddelstyrelsen anbefaler hormonbehandling i så kort tid som mulig, det vil sige i den periode hvor de klimakterielle gener er mest udtalte. Desværre kan man hos den enkelte kvinde ikke forudse, hvor lang tid symptomerne vil være til stede, men generelt er behovet for behandling mindre end 5 år. Behandlingen gives netop individuelt ud fra en vurdering af kvindens fordele og ulemper ved behandlingen. I dag starter man med en så lav hormondosis som muligt. Yderligere er det ofte muligt at nedtrappe dosis i løbet af behandlingsperioden. Enkelte kvinder vil have behov for behandling udover 5 år. Med anvendelses af lavdosisprincippet og udnyttelse af de forskellige administrationsformer (tablet, plaster, lokalt) vil dette normalt også være både muligt og sikkert.