Den væsentligste årsag til overdødelighed blandt overvægtige (med BMI over 25) og personer med fedme (med BMI over 30) er hjertekarsygdomme. Disse sygdomme er hyppigst en konsekvens af fedtaflejringer i blodkarrene, der fører til åreforkalkning af hjertets kranspulsårer (koronar-karrene) og i karrerne til hjerne og ud i benene.
Æble- og pæreform, betyder det noget?
Fedt, som er aflejret i bughulen (hvilket ses som fedt på maven, kaldes også central fedme, og svarer til den mandlige æbleform), i leveren (fedtlever) og i muskelvævet medvirker til en forøget risiko for at udvikle hjertekarsygdom og type 2 diabetes . Derimod synes fedt lokaliseret på hofte og lår (der svarer til den kvindelige pæreform) ikke i samme grad at udgøre en risiko. Et groft mål for mængden af fedt i bughulen kan estimeres ved at måle talje omkredsen eller ved at tage forholdet mellem talje omkredsen og hofte omkredsen (hofte/talje ratioen). Man kan skelne mellem en æble- eller pæreform ved at måle taljeomfanget. Hos mænd er et taljeomfang mellem 94-102 cm relateret til en forøget risiko for at udvikle hjertekarsygdom , og risikoen forøges stærkt ved taljeomfang over 102. Hos kvinder har et taljeomfang mellem 80-88 cm vist at være relateret til en moderat forsøget risiko, mens et taljemål over 88 cm er relateret til en stærk forøget risiko for at udvikle hjertekarsygdomme.
Se også Netdoktors nye magasin om svær overvægt
Forskellige typer af dyslipidæmi
Fedtstofferne (lipiderne) i blodet kan overordnet deles op i triglycerid og kolesterol, hvor kolesterol igen deles op i det gavnlige HDL-kolesterol og det dårlige LDL-kolesterol. Kolesterol er en vigtig bestanddel i menneskets cellemembraner og indgår i dannelsen af kroppens hormoner, galdesyrer og vitaminer (D-vitamin). Funktionen af det gavnlige HDL-kolesterol er at fjerne kolesterol fra kroppens celler og transportere det videre til leveren, hvorfra det kan udskilles med galden. Derfor er der i klinisk sammenhæng fokus på, at HDL-kolestrol helst skal være højt (helst over 1 mmol/l). Funktionen af det skadelige LDL-kolesterol er overordnet at forsyne cellerne med kolesterol, men det er især de små tætte LDL-kolesterolpartikler, der har vist sig at bidrage væsentligt til fedtaflejringer i karvæggen og dermed til åreforkalkningen. Derfor skal LDL-kolesterol helst være lavt (helst under 3 mmol/l), dog lavere hos personer med type 2 diabetes eller allerede erkendt hjertekarsygdom.
Årsagen til, at fedt, som er aflejret omkring hofter og lår (kvindelig pæreform), ikke i samme grad som central fedme (mandlige æbleform) er relateret til en øget risiko for hjertekarsygdom, er ikke afklaret. Men det kan skyldes, at fedtvævet omkring maven og specielt det fedt, som er aflejret i bughulen, er mere aktivt og frigiver mere skadeligt fedt (fedtsyrer) i kombination med sygdomsfremkaldende signalmolekyler til blodet end det fedtvæv, som er lokaliseret omkring hofterne og lårene. Den øgede frigivelse af disse fedtsyrer og signalmolekyler giver en række forstyrrelser i kroppens metabolisme, herunder nedsat følsomhed for insulin i mange af kroppens vigtige væv (lever, muskelvæv og fedtvæv), den såkaldte insulinresistens. Dette kan medføre risiko for type 2 diabetes, forhøjet blodtryk (hypertension) og dyslipidæmi. Den centrale fedme udgør sammen med forhøjet blodsukker, forhøjet blodtryk og dyslipidæmi det metaboliske syndrom. Det metaboliske syndrom har stor klinisk bevågenhed, da alle de faktorer, der indgår i syndromet, i sig selv er relateret til en betydelig øget sygelighed og dødelighed som følge af hjertekarsygdom.
Nyhedsbrev om forhøjet kolesterol
Vidste du, at Netdoktor har et nyhedsbrev kun om forhøjet kolesterol?
I nyhedsbrevet får du blandt andet relevant og brugbar viden om tilstanden og behandlingen og personlige historier fra andre med forhøjet kolesterol.
Læs mere, og tilmeld dig nyhedsbrevet her.
Hvad forstås ved dyslipidemi og herunder forhøjet LDL-kolesterol?
Dyslipidemien som udgør et centralt punkt i det metaboliske syndrom, er forårsaget af et kompliceret samspil mellem genetiske (arvelige) faktorer og livsstilsvaner. LDL-kolesterolniveauet i blodet øges ved en kost med højt indhold af mættede fedtsyrer, ligesom fysisk inaktivitet disponerer til et uhensigtsmæssigt forhold mellem det gavnlige HDL-kolesterol og det skadelige LDL-kolesterol.
Dyslipidemien, som ses ved insulinresistens, er karakteriseret ved et forhøjet niveau af triglycerid (> 1.7 mmol/l) og små-tætte LDL-kolesterolpartikler samt et nedsat niveau af HDL-kolesterol
Årsagen til udviklingen af det forhøjede kolesterol ved insulinresistens skal ses i sammenhængen med den nedsatte insulinfølsomhed i fedtvævet, hvilket bevirker, at insulin ikke i tilstrækkelig grad kan lagre fedtet i fedtcellen. Konsekvensen af dette er et øget niveau af fedtsyrer i blodet, som blandt andet påvirker leverens funktion. Dels øges leverens frigivelse af VLDL-kolesterol (som bliver til LDL-kolesterol), hvilket øger niveauet af små-tætte LDL-kolesterolpartikler og triglycerid i blodet, og dels nedsættes udskillelsen af det gavnlige HDL-kolesterol fra leveren. Kombinationen af et øget LDL-kolesterol, som bidrager til fedtaflejringer i karvæggenen, og et reduceret HDL-kolesterol betyder, at risikoen for hjertekarsygdom stiger betydeligt som følge af en tiltagende åreforkalkning. Det øgede niveau af triglycerid i blodet anses ligeledes for skadeligt, da det udover at aflejres i blandt andet bughulen også aflejres i forskellige organer, blandt andet i leveren (fedtlever), omkring hjertet og inde omkring musklerne. Det aflejrede fedt kan reducere organernes følsomhed overfor insulin.
Dyslipidemi og forhøjet LDL-kolesterol er dog ikke alene relateret til overvægt, fedme og fysisk inaktivitet, men ses hos ca. 10.000 voksne, hvor en arvelig defekt i et gen gør, at det skadelige LDL-kolesterol ikke fjernes fra blodet. Dette kaldes familiær hyperkolesterolæmi. LDL-kolesterolet ophobes dermed i blodet, hvilket øger risikoen for fedtaflejringer i karvæggen og dermed hjertekarsygdomme. Ved LDL kolesterol > 5 mmol/l skal familiær hyperkolesterol mistænkes, og behandles aktivt mhp. at reducere risikoen for udvikling af hjertekarsygdomme.
Hvad kan jeg selv gøre?
Da der er så tæt en sammenhæng mellem vægtstigning/overvægt/fedme og åreforkalkning og dermed udvikling af hjertekarsygdom, er det heldigvis også muligt for den enkelte at nedsætte sin risiko for at udvikle sygdommen ved at lægge sin livsstil om. Risikoen for åreforkalkning kan nedsættes ved at undgå tobaksrøg (både aktiv og passiv rygning) samt ved spise en kost med udgangspunkt i de officielle kostråd,. En sådan kost indeholder blandt andet et højt indtag af frugt og grønt, bælgplanter, magert kød, fjerkræ, fisk flere gange ugentligt og nedsættelse af mættet fed fra især mejeriprodukter i kombination med et reduceret indtag af kød, samt brug af olivenolie, altså en kost der betegnes som ”Middelhavskosten”, der er vist at beskytte mod hjertekarsygdomme og mod udvikling af type 2 diabetes. Information om hjerterigtig kost kan fås hos Hjerteforeningen og Diabetesforeningen.
Endvidere har regelmæssig fysisk aktivitet med en kombination af almindeligt dagligdagsaktiviteter og fysisk aktivitet forbundet med stigning i pulsen i sammenlagt 30-60 minutter pr. dag vist at kunne nedsætte blodtrykket og dyslipidemien. Desuden kan fysisk aktivitet øge det gode HDL-kolesterol og insulinfølsomheden i muskelvævet og dermed have en forebyggende effekt på udviklingen af hjertekarsygdomme. Et blivende vægttab på 5-10 procent af kropsvægten betyder virkelig meget. Et vægttab i den størrelsesorden er blandt andet relateret til, at kolesterolindholdet i blodet bringes ned, øget følsomhed for insulin i kroppens vigtige væv (lever, muskelvæv og fedtvæv) samt relateret til lavere blodtryk, hvilket vil nedbringe risikoen for hjertekarsygdomme betydeligt.