Diabetes og overvægt

Hvad er overvægt og fedme?

Overvægt er en tilstand hvor kroppens fedtmasse er uhensigtsmæssig stor, som medfører en øget risiko for forskellige sygdomme. Overvægt og fedme kan defineres ved hjælp af det, man kalder Body Mass Index (BMI). BMI giver et groft mål for den total fedtmasse i kroppen og dermed for graden af overvægt hos den enkelte person. BMI beregnes ud fra forholdet mellem kropsvægt og højde: BMI = vægt/(højde x højde) (kropsvægten i kg og højden i meter). Ulempen ved at anvende BMI som det eneste mål for graden af overvægt er dog, at personer med stor muskelmasse eller kraftig knoglebygning kan blive karakteriseret som overvægtige på trods af, at de rent faktisk har en ”normal” fedtmasse. Overvægt defineres ved et BMI over 25 kg/m2 og fedme ved et BMI over 30 kg/m2.

Et mere præcist mål for fedtmassen kan man få ved en avanceret kropsmassemåling (såkaldt DXA-scanning) eller ved såkaldt impedansmåling på særligt avancerede vægte.

Hvor mange er overvægtige eller fede?

Udviklingen i antallet af personer, der er overvægtige eller personer, der lider af fedme har i de seneste årtier er steget voldsomt. Den seneste danske opgørelse viser, at over halvdelen (51 procent) af den voksne befolkning er overvægtige eller svært overvægtige, heraf lider cirka 17 procent af svær overvægt eller fedme, hvilket betyder, at over 2 millioner danskere er overvægtige eller fede, heraf cirka 680.000 fede. Antallet af personer med fedme er således firedoblet siden midt i 1980'erne, og stigningen har vist sig at være mest udtalt hos mænd og kvinder i aldersgruppen 16-24 år.

Hvor mange har type 2-diabetes?

Parallelt med stigningen i antallet af personer med overvægt/fedme er der ligeledes observeret en kraftig stigning i antallet af personer med type 2-diabetes. Nye tal viser, at der er cirka 250.000 personer i Danmark med kendt type 2-diabetes. Udover dette skønnes det, at der er ca. 76.000 personer med uopdaget type 2-diabetes. Antal personer med type 2-diabetes er fortsat stigende og man har skønnet, at der vil være op mod 460.000 personer med type 2-diabetes i 2030. Dette skyldes blandt andet, at man har beregnet, at der er cirka 360.000 mennesker med forstadier til type 2-diabetes, såkaldt prædiabetes. Type 2-diabetes er forbundet med en række alvorlige følgesygdomme; især hjertesygdom, blodprop i hjernen og åreforkalkning. Endvidere risiko for øjensygdom med nedsat syn, nedsat nyrefunktion og påvirket nervefunktion især i ben og fødder.

Sammenhængen mellem overvægt/fedme og type 2-diabetes

Der er en stærk sammenhæng mellem overvægt/fedme og udvikling af type 2-diabetes. Denne sammenhæng er dog endnu ikke fuldt klarlagt. Man ved, at jo mere vægten stiger, jo mere nedsættes følsomheden for insulin i mange af kroppens vigtige væv (lever, muskelvæv og fedtvæv), den såkaldte insulinresistens. Denne insulinresistens medfører en øget insulinproduktion i bugspytkirtlen, som over tid (år) ender med en utilstrækkelig produktion af insulin i bugspytkirtlen, og konsekvensen af dette er, at man udvikler type 2-diabetes.

Overvægt og fedme frigiver skadeligt fedt

Ved overvægt/fedme er der en øget frigivelse af skadeligt fedt (fedtsyrer) fra fedtvævet. De frie fede syrer synes at være af central betydning i sammenhængen mellem overvægt/fedme og type 2-diabetes. En vedvarende øget frigivelse af disse fedtsyrer fra fedtvævet kan over tid føre til insulinresistens i muskelvævet, hvilket har stor betydning for reguleringen af blodsukkeret, da 80-90 procent af sukkeroptagelsen netop foregår i muskelvævet. Den øgede frigivelse af disse fedtsyrer påvirker også leverens funktion, hvor konsekvensen på sigt er, at leveren, som er kroppens sukkerdepot, frigiver uhensigtsmæssigt meget sukker med deraf stigende sukker i blodet.

Fysisk inaktivitet har også en lignende betydning som overvægt og fedme, idet dette også spiller en central rolle i udviklingen af insulinresistens og type 2-diabetes. Man har foretaget studier, hvor i øvrigt raske unge normalvægtige og insulinfølsomme personer bevidst var sengeliggende i en længere periode. I de studier viste det sig, at bare en uges total fysisk inaktivitet var nok til at nedsætte insulinfølsomheden markant.

Hvad er medvirkende til risikoen for at udvikle type 2-diabetes?

Cirka 80 procent af alle personer med type 2-diabetes er overvægtige ved diagnosen. Den tætte sammenhæng mellem overvægt og type 2-diabetes er traditionelt vist ved anvendelse af BMI som et udtryk for den totale fedtmasse. Man ved dog nu, at sammenhængen mellem fedme og type 2-diabetes ikke kun er et spørgsmål om den totale fedtmængde i kroppen, men også et spørgsmål om hvordan og hvor det overskydende fedt er aflejret på kroppen.

Fedt, som er aflejret i bughulen (central fedme/den mandlige æbleform), i leveren (fedtlever) og fedt, som er ophobet i muskelvævet, synes især at medvirke til en forøget risiko for at udvikle type 2-diabetes, hvorimod fedt, som er lokaliseret på hofte og lår (den kvindelige pæreform), ikke i samme grad synes at udgøre en risiko. Fedtfordelingen på kroppen synes derfor være en forklarende faktor på, hvorfor helbredsrisikoen ved overvægt og fedme er forskellig fra person til person. Ud over fedtfordelingen (æble- eller pæreform) er der andre vigtige faktorer, der er af betydning for risikoen blandt overvægtige for at udvikle type 2-diabetes. Den arvelige/genetiske komponent synes at have en særlig betydning, således at risikoen for at udvikle diabetes øges markant hvis ens nære slægtninge har diabetes. Eksempelvis øges risikoen hos overvægtige 4-8 gange hvis forældre eller søskende har type 2-diabetes. Motionsvaner og fysisk aktivitet har ligeledes stor betydning for ens risiko, hvor regelmæssig fysisk aktivitet har en betydelig beskyttende effekt, idet fysisk aktivitet også forebygger overvægt. Med regelmæssig fysisk aktivitet menes mindst 30 minutters aktivitet med moderat til høj intensitet dagligt.

Det er således ikke alle overvægtige eller fede personer som udvikler type 2-diabetes, men risikoen er også knyttet til andre faktorer som nævnt ovenfor. Sammenhængen mellem overvægt/fedme, øvrige risikofaktorer og udvikling af type 2-diabetes er endnu ikke afklaret.

Hvordan måler man risikoen for type 2-diabetes ved overvægt/fedme?

Mængden af fedt i leveren kan til dels måles ved hjælp af en særlig ultralydsscanning eller mere direkte ved at tage en vævsprøve fra leveren (biopsi). Mængden af fedt i bughulen er derimod noget nemmere at vurdere uden særlig teknologi. Det gøres mest simpelt ved at måle taljeomkredsen eller ved at tage forholdet mellem taljeomkredsen og hofteomkredsen (hofte/talje ratioen). Hos mænd er et talje-omfang på over 94 centimeter forbundet en moderat forøget risiko for type 2- diabetes og følgesygdomme i øvrigt. Hos kvinder gælder det ved et omfang større end 80 centimeter. Risikoen for type 2-diabetes vil være stærkt forøget ved et talje-omfang hos mænd over 102 centimeter og hos kvinder over 88 centimeter.

Det er endnu ikke helt afklaret, om det antal af år overvægten/fedmen har været til stede er en selvstændig risikofaktor for at udvikle type 2-diabetes. Man ved dog eksempelvis, at overvægtige børn og unge har en betydelig øget risiko for type 2-diabetes senere i livet. Kombinationen af at overvægt/fedme oftest er en kronisk, livslang tilstand, samt at type 2-diabetes oftest først udvikles i en sen alder, gør, at det er overvejende sandsynligt, at en sådan sammenhæng eksisterer. Undersøgelser viser også, at vægtøgning i voksenalderen er en selvstændig risikofaktor for udviklingen af type 2-diabetes, og i en større epidemiologisk undersøgelse er det desuden vist, at en vægtøgning over en 10 års periode var relateret til en markant øget risiko for at udvikle type 2-diabetes, og at risikoen for at udvikle sygdommen blev øget med 5 procent for hvert kilo kropsvægten var forøget med.

Hvordan behandler man overvægt og fedme?

Der er som omtalt en tæt sammenhæng mellem vægtstigning, overvægt/fedme, fysisk inaktivitet og udviklingen af type 2-diabetes. Det betyder at den enkelte person med overvægt eller fedme kan nedsætte sin risiko markant for at udvikle type 2-diabetes ved et mindre eller større vægttab og øget fysisk aktivitet.

1. KostomlægningDe vigtigste skridt på vejen er at ændre sine kostvaner ved at tage udgangspunkt i de officielle kostråd. Det indebærer blandt andet, at man skal spise mere frugt og grønt, kartofler, ris eller pasta dagligt, fisk flere gange ugentligt, rigeligt med fuldkornsprodukter, men mindre kød og nedsætte sit forbrug af sukker, især fra sodavand og slik. Og så er det desuden vigtigt at mindske sit indtag af fedt især fra mejeriprodukter samt have et moderat alkoholindtag.

Kostmæssigt kan der flere veje til et vægttab. Nogle har succes med at holde fastedage (for eksempel 5:2 diæten) eller at begrænse fødeindtaget i nogle bestemte perioder på dagen (time restricted diet). Andre personer har succes med generelt at nedsætte kalorieindtaget (lavenergi diæt). Endelig har nogle glæde af at begrænse indholdet af kulhydrater i maden (low carb diet) Nye opgørelser synes at vise, at der ikke er forskel mellem lavenergi diæt og low carb diet hos personer med type 2-diabetes og overvægt, når man ser på vægttab og fald i blodsukkeret.

2. MotionDet er af stor betydning at få rørt sig mindst 30 minutter om dagen med minimum en moderat intensitet, da man netop kan øge insulinens virkning på sukkeroptaget i musklerne ved at motionere. Imidlertid er virkningen af fysisk aktivitet på insulinfølsomheden i muskelvævet 24-48 timer, hvorfor man bør motionere flere gange ugentligt for at opnå en vedvarende effekt. Motionen har også en stor betydning i at bedre appetitreguleringen, sænke blodtrykket og reducere taljeomkredsen. Det øger det ’gode’ kolesterol (HDL) i blodet, og alt i alt forbedrer det mulighederne for at vedligeholde et vægttab og holde vægten.

Store vægttab er oftest svære at opnå og ikke mindst vedligeholde, og derfor kan strategien for den enkelte i første omgang være at forebygge yderligere vægtstigning. Af få en stabil vægt eller ligefrem at tabe sig kan gøres ved enten at reducere energi-indtaget for eksempel ved at spise mindre eller ved at øge energiforbruget for eksempel ved at dyrke mere motion, men det allerbedste er helt klart en kombination af nedsat energi-indtag og øget fysisk aktivitet.

3. Kirurgi og medicinPersoner med svær overvægt og diabetes (BMI > 35 kg/m2) kan i visse tilfælde tilbydes kirurgisk behandling med enten gastrisk by-pass eller gastrisk sleeve operation (se 'Behandling af overvægt'). Disse operationer er de mest effektive midler vi aktuelt har mod svær overvægt. Således kan man forvente et vægttab på 50-60 procent af overvægten og op mod 80 procent af personer, der har svær overvægt og diabetes kan forvente at deres diabetes forsvinder efter operationen, især hvis man ikke har haft type 2-diabetes i mere end 5 år. Effekten på vægten ser ud til at vedvare hos mange af disse personer i op til 30 år efter operationen.

Der er også medicinske behandlinger til overvægt og diabetes. De såkaldte GLP-1 receptor agonister er både effektive til at behandle overvægten og samtidig sænke blodsukkeret hos personer med type 2-diabetes, og anvendes derfor ofte til disse personer. Præparaterne anvendes til personer, der både har type 2-diabetes og er overvægtige, og kan i princippet også anvendes til personer med overvægt og fedme, men som ikke har diabetes. Lægemidler med GLP-1 receptor agonister er dog ikke så effektive som fedmekirurgi som beskrevet ovenfor. Med disse præparater opnås gennemsnitlige vægttab hos overvægtige personer med og uden diabetes på 6-12 procent af kropsvægten. Man skal dog være klar over at effekten på vægttabet kun er tilstede så længe personen indtager præparatet. Der er yderligere præparater i udvikling, som giver endnu større vægttab hos personer med overvægt og type 2-diabetes, og som forventes at komme på markedet i 2022.

Andre præparater til behandling af overvægt er omtalt i artiklen Behandling af overvægt.

Store vægttab ikke nødvendige

Store vægttab synes ikke at være nødvendige for at reducere risikoen for type 2-diabetes markant hos overvægtige. I to store randomiserede studier (lodtrækningsstudier) gennemgik personer med forstadier til type 2-diabetes (prædiabetes) en vedvarende livsstilsændring i form af kostomlægning og regelmæssig fysisk aktivitet. Blandt de personer, som opnåede et vedligeholdt vægttab på 3-4 kilo på grund af livsstilsændringerne, havde cirka 60 procent færre personer efter tre år udviklet type 2-diabetes sammenlignet med de personer, der indgik i en kontrolgruppe uden livsstilsomlægning. Resultaterne fra de to undersøgelser understreger, at kriterierne for et relevant vægttab ikke behøver at være en stræben efter idealvægten, men derimod at opnå et blivende vægttab på 5-10 procent af kropsvægten, fordi man derigennem kan nedsætte risikoen markant for at udvikle type 2-diabetes.