Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | ADHD

ADHD-symptomer hos drenge og piger

ADHD: Flere drenge end piger bliver henvist til undersøgelse for ADHD, men undersøgelser viser, at lige mange drenge og piger har ADHD.


Opdateret: 25. April 2022

Fakta om ADHD hos drenge og piger

  • Undersøgelser viser, at lige mange drenge og piger har ADHD
  • Drenge bliver gennemsnitligt henvist, når de er 8 år, piger når de er 13 år
  • Det kan skyldes, at man ofte får øje på symptomerne hos drenge tidligere end hos pigerne
  • Symptomerne kan være hyperaktivitet, impulsivitet og opmærksomhedsforstyrrelse

Er der flere drenge end piger, der har ADHD?

Flere drenge end piger bliver henvist til undersøgelse for ADHD, men undersøgelser viser, at lige mange drenge og piger har ADHD.

Det kan skyldes, at man ofte får øje på symptomerne hos drenge tidligere end hos pigerne.

ADHD kan vise sig forskelligt

En af årsagerne til, at forholdsvis flere drenge end piger henvises til undersøgelse, er, at drengenes symptomer ofte er mere tydelige og belastende for omgivelserne. Drenge med ADHD er generelt mere støjende, urolige og aggressive. Piger har samme symptomer som drengene, men er ofte mindre hyperaktive og mere opmærksomhedsforstyrrede. Der kan dog sagtens være undtagelser med drenge, som ikke er hyperaktive, eller piger, som er mere urolige og støjende.

Ligeledes er der kønsforskelle i de samtidige psykiske lidelser, som ofte ledsager ADHD. Drenge bliver typisk henvist i en yngre alder end piger (gennemsnitligt 8 år for drenges vedkommende versus 13 år for pigernes vedkommende). ADHD-symptomer hos piger opfattes ofte fejlagtigt som depressive symptomer og angst af omgivelserne.

Den typiske ADHD-dreng

Drenge med ADHD vil selvfølgelig være forskellige på mange måder, men typisk være præget af tydelig hyperaktivitet, impulsivitet og opmærksomhedsforstyrrelse. De vil ofte have adfærdsvanskeligheder med provokerende og aggressiv adfærd som noget af det, der giver dem flest problemer i dagligdagen. I de unge år er drenge med ADHD mere udsatte for at udvikle misbrug og kriminalitet. Drenge med ADHD kan på samme måde som piger være præget af tristhed og angst eller ligefrem depressive symptomer. Drenge kan også lide af opmærksomhedsforstyrrelse uden at være hyperaktive.

Den typiske ADHD-pige

Piger med ADHD lider ligesom drenge af hyperaktivitet, impulsivitet og opmærksomhedsforstyrrelse, men ofte er det opmærksomhedsforstyrrelsen, som er det mest dominerende symptom. Deres hyperaktivitet kommer ofte til udtryk ved, at de taler usædvanligt meget. De er følelsesmæssigt ustabile og bliver let kede af det, irritable eller vrede.

På grund af deres impulsivitet og følelsesmæssige ustabilitet kan de være mindre gode til beskytte sig i forbindelse med sex, og derfor har piger med ADHD større risiko for at blive gravide i teenageårene.

ADHD hos mænd og kvinder

Undersøgelser tyder på, at ADHD-symptomer, og den belastning, de medfører, er ens hos voksne mænd og kvinder, og at der ikke er nogen kønsforskel på, i hvilken alder lidelsen startede, når voksne patienter husker tilbage på deres barndom med ADHD.

Både mænd og kvinder med ADHD lider ofte samtidig af angst og depressive symptomer. Mænd med ADHD har oftere misbrug, kriminel adfærd, er involveret i trafikuheld og har usund livsstil, i forhold til kvinder med ADHD, men denne forskel gør sig også gældende for mænd og kvinder uden ADHD.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Er der forskel på behandlingen af drenge og piger med ADHD?

Behandling med medicin og psykoterapeutisk behandling har lige god effekt på begge køn. Det, der er vigtigt, er at finde den behandling, som passer til patienten. Både i forhold til medicin, støtte i skole og daginstitution, specialpædagogik og eventuel behandling af uhensigtsmæssig adfærd. Man kan sige, at behandlingen skal skræddersys til den enkelte patient og dennes families behov.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.