Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.

Er depression arveligt?

Kan man arve depression? Og er der i så fald tale om genetisk arv eller social arv? Det kan du blive meget klogere på her. 


Opdateret den: 15. Maj 2024

Fakta om depression og arv

  • Der er meget, der er tyder på, at der er en arvelig faktor, som spiller en rolle, når man kigger på årsager til depression.

  • Der kan både være en genetisk komponent og en social/miljømæssig komponent.

  • Der er stadig meget forskning i gang for at klarlægge, hvilken rolle arvelighed spiller i forhold til udvikling af depression.

Hvad skyldes depression? Arv eller miljø?

Mange mennesker har i tidens løb lagt mærke til, at det er, som om depressionssygdommen løber i bestemte familier. Problemet med den slags iagttagelser er selvfølgelig, at det er umuligt at afgøre, om det drejer sig om en form for genetisk arv, eller om det i stedet skyldes social arv.

Med social arv menes, at en person med tendens til depression måske i barndommen 'har lært' at reagere depressivt af en eller begge forældre. Vi ved også, at alvorlig vanrøgt eller incest i barndommen, spiller en rolle for risikoen for senere at få depressioner.

Meget tyder på, at der faktisk i visse tilfælde kan finde en sådan indlæring sted, men at genetiske forhold også spiller en stor rolle.

Inden for den psykiatriske forskning er det meget vigtigt at få klarhed over, hvor meget af sygdommen der skyldes rent genetiske forhold. Hvis vi har overblik over, hvilke faktorer der er genetiske, kan vi meget bedre begynde at forstå miljøfaktorerne, som kan medføre depression. Perspektivet i dette er, at vi så måske bedre kan forebygge nogle former for depression.

I snart et halvt århundrede er det blevet intenst debatteret, hvor meget der skyldes miljø, og hvor meget der skyldes genetiske faktorer, når forskellige psykiske sygdomme udvikles. Fra tid til anden har der været fortalere for ekstreme synspunkter om, at for eksempel miljøet var det eneste af betydning for udvikling af de psykiske sygdomme. For depressionernes vedkommende er der imidlertid ingen tvivl om, at både miljøet og de genetiske forhold spiller en rolle. Denne rolle af de genetiske forhold er dog noget mindre end det vi ser ved fx skizofreni, bipolar sygdom eller ADHD.

Hvordan kan man vide, om det er arv eller miljø?

Tvillingestudier

Om depression skyldes arv eller miljø, har man undersøgt i såkaldte tvillingestudier samt i adoptionsstudier. Tvillingestudier er studier, hvor man sammenligner henholdsvis enæggede og tveæggede tvillingepar, hvor den ene tvilling har depressionssygdommen, og den anden ikke har. Hvis depressionssygdommen var rent miljøbetinget, ville man forvente, at denne kombination forekom lige hyppigt blandt enæggede som blandt tveæggede tvillinger.

Tveæggede og enæggede tvillingepar er jo vokset op i samme miljø, men de enæggede tvillinger er genetisk identiske. De tveæggede er derimod lige så forskellige rent genetisk som alle andre søskende. Imidlertid viser det sig, at hvis en enægget tvilling er deprimeret, så er sandsynligheden for, at den anden tvilling også har sygdommen et sted mellem 33 og 90 procent alt efter, hvordan man gør det op. I modsætning hertil gælder det for tveæggede tvillinger, at er den ene tvilling ramt, så er der mellem 10 og 25 procents risiko for, at den anden også er det.

Disse tal kan kun forklares, hvis man antager, at genetiske forhold spiller en betydelig rolle. Noget tilsvarende ses for bipolar sygdom (tidligere manio-depressiv sygdom) bortset fra, at her tyder tallene som sagt på en endnu større betydning af de genetiske forhold.

Adoptionsstudier

I adoptionsstudier har man sammenlignet hyppigheden af depression blandt søskende, hvor den ene er blevet bortadopteret til en anden familie. Det viser sig her, at det biologiske barn af forældre, der har depressionssygdommen fortsat har forhøjet risiko for selv at få sygdommen, selv om de er vokset op i en plejefamilie, hvor der ikke har været depression inde i billedet.

Hvad betyder dette for den enkelte?

Førstegradsslægtninge, det vil sige forældre, børn eller søskende til en person med depression, har en forøget risiko på mellem to og ti gange.

Det skal understreges, at det ikke er selve depressionen, der går i arv. Det er derimod kombinationen af gener. Alt tyder på, at det drejer sig om mange gener, som hver giver et lille bidrag til den øgede risiko. Dette kan give en særlig sårbarhed, som hvis man bliver udsat for bestemte belastninger, kan bryde ud i depression. Det er muligt at gå gennem livet uden nogen sinde at ramme ind i det traume, som ellers kunne have ført til depression. Det er vigtigt at forstå, at disse tal derfor ikke er udtryk for en forudbestemt skæbne - de er blot risikotal. Vi går alle sammen i risiko for at få en eller anden forfærdelig sygdom, men det kan vi ikke lade styre vores liv. For eksempel kan nævnes, at vi alle sammen har en statistisk risiko på 25 procent for at dø af kræft.

Skal man undlade at få børn, hvis man har depression?

Patienter, som har haft en eller flere depressioner, spørger ofte, om de skal undlade at få børn. Svaret er - naturligvis ikke. Om man vil have børn eller ej, skal ikke afgøres af ovennævnte usikre risikoberegninger. For som nævnt, uanset om man kommer til at give en lidt uheldig kombination af gener videre til sine børn, har man lov til at satse på at give dem så gode opvækstbetingelser, at de bliver så stærke, at depressionen aldrig nogen sinde vil bryde ud.

Faktisk bør man bruge denne information på en helt anden måde. Hvis man for eksempel tidligere selv har haft depressioner og nu bliver opmærksom på, at ens barn har nogle forskellige psykiske vanskeligheder og symptomer, skal man holde øje med, om det i virkeligheden er en depression, der er under udvikling.

Sygdommen kan jo være kolossalt lumsk. Hvis man ikke får tanken, kan det være svært at stille den rigtige diagnose. Omvendt, hvis man er opmærksom på det og griber hurtigt ind, vil sygdommen måske ikke udvikle sig så slemt, som den ellers ville have gjort.

Depressionens gåde under opklaring?

Der foregår i disse år en intens forskning i, hvilke kombinationer af gener der medfører sårbarheden over for gennembrud af depressioner. Forskningen har været lidt skuffende, fordi det har vist sig, at det drejer sig om mange gener, sandsynligvis flere hundrede gener, der hver giver et lillebitte bidrag til risikoen for depression. Hvis det drejede sig em et gen eller nogle få gener, ville det dels være nemmere at forstå, dels være nemmere at rådgive den enkelte.
Man er i disse år begyndt at kombinere viden fra genetikken med andre forhold fx hjernescanninger, biokemiske forandringer i blodet og eventuelle miljøbelastninger, for bedre at kunne ”skræddersy” behandlingen til den enkelte. Perspektivet er, at hvis denne forskning bliver succesfuld, behøver man ikke prøve sig frem med forskellige behandlinger, men kan snarere forudsige hvilken behandling, der vil virke og så straks starte på den. Måske vil vi også kunne finde frem til måder at forudsige sygdomsudviklingen, hvilket også kunne få store perspektiver.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.