Hvad er interpersonel terapi?
Interpersonel terapi har i store undersøgelser gennem '80-erne og '90-erne vist sin værdi inden for depressionsbehandling. Interpersonel terapi kan både foregå som individuel terapi og som gruppeterapi.
Det er en behandling, der udspringer af den psykoanalytiske tankegang. Ifølge denne tankegang spiller ubevidste fortrængninger og konflikter en stor rolle.
Terapien er en korttidsterapi, det vil sige at den som regel omfatter ugentlige samtaler over cirka 3 måneder.
Hvordan foregår interpersonel terapi?
Denne terapi er først og fremmest centreret om forholdet til betydningsfulde og nærtstående personer. Det er der to argumenter for. For det første er det en gammel erfaring, at depressioner af og til udvikles netop på grund af et problematisk forhold til ens kæreste, ægtefælle, forældre eller børn. For det andet, uanset hvad depressionen skyldes, vil den næsten altid påvirke dette forhold i en uheldig retning, sådan at situationen efterhånden går mere og mere i hårdknude.
Terapien sætter derfor fokus på patientens aktuelle livsomstændigheder og forhold til nærtstående. Terapeuten er aktiv og strukturerende, og undervisning om depressionens natur og behandling indgår som en vigtig del af terapien.
Efter en grundig udspørgen om symptomerne og forklaring for patienten om disses sammenhæng kortlægges den syges vigtigste relationer til andre mennesker. Dernæst sættes patientens aktuelle depressive symptomer i forbindelse med et af følgende interpersonelle problemområder: sorg, interpersonel konflikt, problemskabende rolleforandring (fx skilsmisse eller arbejdsløshed) eller manglende interpersonelle færdigheder, dvs. vanskeligheder ved at omgås andre mennesker. De terapeutiske interventioner varierer afhængigt af fokus, men et gennemgående mål er reduktion af de depressive symptomer gennem bedring af patientens evne til at håndtere det eller de problemområder, man har valgt til fokusområde. I den afsluttende fase arbejdes der med forebyggelse af tilbagefald, blandt andet ved at identificere fremtidige interpersonelle konflikter.
Der er imidlertid mange faldgruber i terapi af deprimerede. Først og fremmest skal man være opmærksom på, at sygdommen har en indbygget tendens til selvbebrejdelser. For eksempel kan en kvinde bebrejde sig selv, at hun er dårlig til at komme ud af det med sin mand. Men det viser sig så, når depressionen er væk, at hun faktisk fungerer udmærket. Denne problematik er nøjere beskrevet i afsnittet om depression og parforholdet.
Hvem har gavn af behandlingen med interpersonel terapi?
Efter min erfaring er behandling med interpersonel terapi meget velegnet for mennesker, som har svært ved at udtrykke følelser, specielt aggressive følelser over for deres medmennesker. De har en forestilling om, at hvis de prøvede på noget sådant, ville andre mennesker slå hånden af dem og forlade dem. Deres angst medfører handlingslammelse og følelser af håbløshed og igen depression, efterhånden som situationen bliver mere og mere fastlåst. Interpersonelle konflikter spiller som regel også en meget stor rolle ved fødselsdepressioner.
Interpersonel terapi kan godt kombineres med antidepressiv medicin. Alt tyder på at de to typer behandling forstærker hinandens effekt.