Jeg er en kvinde på 27. Jeg er kørt fast i et forhold, som jeg ikke synes fører nogen vegne. Jeg har det sådan, at når jeg ser min mand har jeg lyst til at slå ham (jeg er ikke voldelig - det er bare en trang jeg føler), så meget irriterer han mig bare ved at være her.
Det har selvfølgelig ikke været sådan altid, men efter vi har fået børn, er det kørt helt af sporet. Han tager ikke tingene af sig selv - jeg skal altid bede ham om at skifte den lille, vaske deres fingre, dække bord osv. Jeg kører tit sur i det og får et hysterisk anfald, hvorefter han i 14 dage hjælper til, og derefter kører det på samme måde, indtil jeg får et nyt anfald. Jeg har forsøgt at sætte ham ned og snakke tingene igennem og fortælle, hvad jeg forventer, men det hænger kun ved i kort tid. Jeg har meget lyst til at gå fra ham, men jeg ved, at jeg ikke kan tilbyde børnene de goder, de har i dag, og det betyder meget for mig, at de har det så godt så muligt.
Jeg må indrømme, at det er den eneste grund til jeg stadig er sammen med ham - havde der ikke været børn var jeg gået forlængst. Jeg finder mig selv som værende sur det meste af tiden, og jeg gider ikke hører hvad han fortæller mig.
Sex er en by i Rusland. Jeg vil gerne ha' det - bare IKKE med ham (jeg har det heller ikke med andre).
Jeg har virkelig brug for et godt råd - jeg føler mig så fanget og fuld af afmagt.