kære Birgitte Winkel
Jeg overvejer egentlig parterapi til min mand og jeg, men jeg ved ikke, om det er nyttesløst at forsøge at reparere forholdet og jeg er bange for, at finde ud af, at det er det. Vi har været sammen i 9 år og har en dreng på 2, som vi elsker overalt på jorden. Vi er gode, forholdsvis ligeværdige forældre, selvom vores søn i nogle situationer foretrækker sin mor frem for sin far. Både min mand og jeg er utilfredse i vores parforhold, vi er der hvor vi småskændes hver dag og truer hinanden med at gå ca. en gang om ugen. Vi er klar over, at det også går ud over vores søn, som dog i det store og hele er meget harmonisk. Vi gør meget ud af at anerkende hans følelser og behov. Jeg er meget i tvivl om, hvad der ville være det bedste for vores lille dreng. Vores venner og familie kan intet mærke på os, vi bliver ofte beskrevet som det perfekte par. Jeg kan knap nok huske, hvad vi faldt for hos hinanden og at vi nogensinde har haft det godt, men det giver andre udtryk for.
Vi har følgende problemer: vi skændes og diskuterer om stort og småt, vi vil begge have ret, vi er begge nærtagende, vi lader ikke noget ligge/være usagt, vi giver os ikke. Vi har begge temperament. Vi siger virkelig grimme ting til hinaden, især min mand, som eks. har bedt mig om at drukne mig selv. Jeg føler, jeg kræver meget af ham, som han ikke kan give. Jeg føler mig overlegen på mange områder. Jeg ved, han er ligeså utilfreds med mig, men han klager også over, at jeg forlanger for meget af ham.
Jeg har hovedansvaret for hjem og barn. Jeg skal levere det gode humør, initiativ til diverse og samtaleemner. Han er mut, tavs og ikke-interesseret i at kommunikere med mig. Han virker deprimeret, men vil ikke søge hjælp, da han ikke tror på, han kan hjælpes, fordi det han er deprimeret over er en uhelbredelig impotens (kan evt. afhjælpes ved operation, men der er risici for forværring af problemet). Han er en enspænder, jeg er en selskabsløve. Han vil spare, jeg vil bruge penge. Han ser sort på tingene, jeg ser lyst på tingene. Jeg er romantisk og laver overraskelser, han har givet mig blomster 3 gange på 9 år. Han har måske lavet mad til mig en gang uden opfordring.
Vi holder meget af hinanden og er bange for at gå fra hinanden. Men det der mest holder sammen på os er vores søn, samt vores behov for tryghed og en krampagtig indstilling om, at man bare ikke bliver skilt. Vi har intet sexliv, da han ikke har lyst. Vi har altid haft forskellig lyst, men nu har han INGEN lyst. Hans delvise impotens har aldrig været et problem for mig, han er den bedste elsker jeg nogensinde har haft, hvilket kan ved. Jeg er så virkelig træt af ham, han hænger mig ud af halsen, hans smasken og jeg kunne blive ved. Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre, men du vil sikkert foreslå en parterapi. På forhånd tak for hjælpen.
Venlig hilsen den trætte, svage og forvirrede