Svar:
Kære Spørger
Tak for dit brev, og det er godt at du sætter ord på, hvordan det føles for dig at være jaloux – en virkelig ubehagelig følelse, som oven i købet holder dig vågen om natten. Følelsen fylder alt for meget i dit liv, og du skal lære at styre dine tanker i en anden retning.
Det gør du ved at blive mere glad for dig selv – ofte bunder jalousi i en følelse af usikkerhed og mindreværd – ”alle andre er klogere, smukkere og dygtigere end mig”! Derfor består dit arbejde i at elske dig selv lige præcis som du er – du har en kæreste, der har valgt sig som kæreste, fordi han kan lide den pige, som du er – og det skal du også selv begynde at gøre.
Det lyder måske nemt, men det er en daglig øvelse, hvor du skal styre dine tanker – og dermed dine følelser – hen i retning af, at du siger til dig selv: ”jeg er smuk, klog og gør mit bedste, og det går bedre for hver dag”. Du skal være god ved dig selv, gøre ting du godt kan lide, pleje din krop med motion og sund kost og dygtiggøre dig i det, der interesserer dig.
Gør noget for at lære din kæreste bedre at kende, tal med ham om emner, som I begge er interesseret i og dyrk fælles aktiviteter. Fokusér på hvordan jeres forhold kan udvikle sig og tænk over, hvad du kan bidrage med, således at du er med til at skabe et harmonisk og godt forhold.
God fornøjelse.
Bedste hilsener
Birgitte Winkel
Samlivsterapeut og Socialrådgiver