Kære Karen Zimsen
Jeg er en veluddannet kvinde med et godt job og en famile med fælles og sammenbragte børn som fungerer godt - børnene trives. Min mand og jeg fungerer godt sammen i det daglige praktiske arbejde med børn og hjem. Vores seksualliv har fra starten været godt og inspirerende, dog har der været en afmatning siden vi fik vores fælles barn for godt 2 år siden. Men stadig, når vi er sammen, er det utrolig dejligt. Vores økonomi er god. Det lyder alt sammen godt, men midt i alt det gode, så bliver jeg ofte ked af det. Jeg har tænkt meget over, hvorfor og det der kommer nærmest er, at jeg ikke er særlig god til at holde fast i mine egne behov. Det betyder at jeg jævnligt går med til ting, som jeg egentlig ikke synes er OK. F.eks. hvis min mand og jeg ser forskelligt på et eller andet banalt spørgsmål f.eks. ville det være en god ide at besøge nogle bekendte en bestemt dag. Så ender det altid med, at min mands behov vejer tungest. Ikke fordi han maser sin mening ind over mig, men fordi jeg ganske enkelt trækker mit eget behov tilbage, så snart jeg møder hans, som er anderledes. Vi kommer aldrig i en dialog. Det sker og er sket med både store og små ting i vores liv og konsekvensen for mig er, at der ligger en utilfredshed/sårethed og lurer under overfladen. Den bryder så ud med jævne mellemrum, når det bliver for meget for mig eller hvis jeg bliver presset mere end ellers.
Jeg har forsøgt at kikke bagud i mit liv for at se nogle sammenhænge. Kort fortalt er jeg vokset op i en famile, hvor min far var sømand og derfor meget hjemmefra, mens min mor havde fuldtidsarbejde og passede hus og 2 børn, hvoraf jeg er den ældste. Vi børn (specielt jeg) havde mange pligter med madlavning, rengøring m.m. meget tidligt. Diskussioner om, det var rimeligt blev ikke tacklet med dialog men ved direkte ordre og indimellem med fysisk afstraffelse og "skammen ud". Oveni dette har min mor været alkoholiker siden jeg var 14-15 år. Det var svært at få anerkendelse i vores familie og min reaktion på det, har været at forsøge igen og igen. Jeg fik de bedste karakterer i skolen, i gymnasiet, på mit studie og siden har jeg klaret et meget krævende job, sammen med en familie med sammenbragte børn med de problemstillinger, det indebærer. Mine forsøg på at få anerkendelse fra mine forældre er aldrig rigtig lykkedes og jeg tror nu bare, at jeg har overført dennne søgen efter anerkendelse til mit ægteskab. Når min mand så er uenig med mig bøjer jeg lynhurtigt af, fordi jeg er bange for en vredesreaktion og dermed en afvisning fra ham (det var typisk det der skete, da jeg var barn og var uenig med mine forældre), hvis jeg holder fast i min egen mening. Jeg forventer sådan set af min mand, at han skal kunne sætte sig ind i mine behov og give plads til dem, uden at jeg selv er nødt til at kæmpe for dem eller bare komme ærligt på banen med dem.
Jeg ville være dig meget taknemmelig, hvis du kunne give mig nogle anvisninger på, hvordan jeg skal håndtere de situationer, hvor jeg nu undviger og holder mine egne behov tilbage. Jeg kan få en god medspiller i min mand, som godt kan se, hvad der sker men ikke rigtig ved, hvordan han skal reagere, da det ligger i hans natur at præsentere sine behov åbent og holde fast i dem, hvilket jo er meget nemt sammen med mig.
hvis du ikke kan give mig anvisninger, kan du så i stedet give mig adresse/tlf. nr. på en psykolog/terapeut (gerne i Randers eller Aalborg), som jeg kan henvende mig til.
Venlig hilsen
Hanne