Mit problem er et meget overskyggende element i hele min hverdag, og jeg bruger enormt meget energi på at tænke på min situation. Jeg føler, at jeg er låst fast og vil gerne videre... Det der gang på gang ske for mig er, at når jeg møder en fyr og starter et forhold, går det rigtig godt i et par måneder, jeg er enormt glad og veltilpas og føler, at det er det helt rigtige for mig. Men så sker det, at fyren vender sig bort fra mig, og jeg
føler jeg igen sidder tilbage med jokeren. Jeg opfatter ikke selv, hvad eller hvor det går galt, men det ender altid med, at jeg bliver "forladt".
Jeg føler mig meget såret og svigtet og bliver meget gal på mig selv og meget bebrejdende både overfor fyren men bestemt også overfor mig selv.
Hvad er det der sker? Jeg har fået at vide, at jeg sætter mig i en
offerrolle, og selv beder om at blive svigtet fordi jeg er så optaget af alle de gange jeg er blevet svigtet at fyre. Jeg forstår det ikke selv, jeg mener, at jeg er en ganske normal pige med mange gode kvaliteter. Men det nager mig grusomt, at jeg ikke kan få et forhold til at fungere. Jeg kommer fra en kernefamilie og har ikke oplevet vildt sindsoprivende ting.
Tingene er gledet for mig, men lige mht. kærligheden falder jeg igennem hver gang. Hvordan undgår jeg, at sætte mig i rollen som offer for en ond verden, når jeg er sammen med en fyr. Som sagt bemærker jeg ikke selv, at jeg udsender disse signaler. Hvad skal jeg gøre for at kommer videre og
blive mere bevidst om hvilke signaler jeg udsender omkring min person?