Jeg er en kvinde på 27 år, med kæreste og to børn på henholdsvis 3½ og 5 måneder. Mit problem er, at min kæreste i første halvår af 1999, havde et forhold til en anden kvinde. Dette fandt jeg ud af i oktober måned, og månederne derefter har været præget stor sorg. Jeg har altid troet, at det skulle være os for resten af livet, og derfor er hele mit liv bygget op omkring min kæreste og vores børn. Vi har talt meget om forholdet, og hvad følelser der lå i det, men jeg er ikke blevet meget klogere, da han hævder, at han ikke har elsket hende. Han siger, at han ikke havde til hensigt at forlade mig og børnene, men at forholdet kun var en slags "sjov og ballade". Han var 110% sikker på, at jeg aldrig ville få det at vide, fordi de kørte sammen alene til arbejde hver dag. De snakkede sammen i telefonen flere gange om ugen. De var begge enige om, at forholdet skulle slutte til sommerferien (juli måned), hvilket det ifølge ham også gjorde. Han fortsatte imidlertidig med at ringe til hende i sommerferien og et par gange efter sommerferien, før det hørte op.
Efter jeg har fået det at vide (af kvindens mand), har han haft det dårligt med sig selv, og det han har gjort og har lovet, at det aldrig skal ske igen. Det er bare ligesom ikke nok for mig. Jeg føler, at vores fremtid og tildels vores fortid er baseret på en løgn. Jeg føler mig bedraget og trådt på og samtidig er jeg gal på mig selv, fordi jeg ikke havde den ringeste mistanke, og fordi jeg altid har stolet 100% på ham. Han har ikke på noget tidspunkt givet udtryk for, at der skulle være en anden, og han har opført sig som han plejer.
Jeg har bestemt at give vores forhold en chance, da jeg elsker ham meget (man kan sige, at hvis jeg ikke vidste om forholdet, havde jeg alt, hvad jeg kunne tænke mig). Mit problem er, at jeg ikke kan komme videre - jeg er kørt fast. Jeg føler ikke glæde ved noget længere. Vi skændes ikke i dagligdagen, og når vi er sammen, har vi det godt, men jeg tænker HELE tiden på det forhold, selvom jeg prøver at skubbe det i baggrunden, men det vil ikke lykkes. I de sidste 3 måneder er der ikke gået en eneste dag uden tårer - hele tiden er jeg ked af det og føler mig aldrig glad uanset, hvad jeg laver. Det slider på os begge to. Jeg kan ikke tilgive det, han har gjort, men hvordan kan jeg lære at leve med det i dagligdagen og komme videre i mit liv?