Hej Birgitte
Jeg har et stort problem: jeg afskyr min mands krop! Vi har kendt hinanden i 12 år nu, været gift i 11, og han har altid været for tyk, men det generede mig egentlig ikke. Men da vi først var blevet gift og "sat" dvs. havde papir på hinanden og fast bopæl sammmen begyndte han for alvor at æde. Han vil ikke sige, hvad han vejer, men det er over 100 kg med en højde på 175 cm.
Desuden er han meget dårlig til at vaske sig - han går i bad to gange om ugen. Jeg har bedt ham om at være lidt flittigere med sin personlige hygíejne, da det er et problem for mig med intim nærhed på den måde. Men det hjælper kun i ret kort tid (ca. 14 dage), og det kan da ikke passe, at jeg skal bede ham om at gå i bad, når han trænger til det? Derudover synes jeg hans enorme overvægt er frastødende. Jeg har nu i 10 år håbet på, at han ville tabe sig, og han har da også talt om det indimellem. For ca. to år siden tog jeg så modet til mig og sagde, at jeg ville være meget glad for, at han tabte sig, da jeg fandt hans overvægt meget u-erotisk. Dette var lige efter, at vi havde været i parterapi sammen. Det blev kun til fem gange terapi, for ingen af os syntes, terapeuten var god.
Da tabte han sig lidt men tog det hele på igen.
Vores fælles måltider er også et problem for mig. Min mand skovler maden ind i et utroligt tempo, smasker og bøvser (diskret) konstant både under og efter spisningen. Det er en kval for mig at sidde til bords med ham, og jeg skammer mig når vi har gæster eller er inviteret ud at spise hos nogle, sidder bare og håber, at de ikke lægger mærke til det.
Vi har to børn sammen, et i skolealderen og et i før-skolealderen. Han er en virkelig god far for dem, og sammen er vi også virkelig gode forældre. Han elsker sine børn over alt og tilbringer al sin fritid sammen med familien. Jeg synes, vi har en virkelig god familie. Jeg er selv dobbelt skilsmissebarn, og jeg har altid ønsket mig sådan en familie som vi har nu.
Men selve parforholdet fungerer overhovedet ikke. Jeg har ikke lyst til min mand; jeg væmmes ved ham, og vi har sex en til to gange om året. De sidste par år har jeg hver gang fortrudt det, fordi det er så utilfredsstillende også fordi min mand er meget, meget passiv i sengen og faktisk lader mig om at "klare" både ham og mig. Og vi kan overhovedet ikke tale sammen om det. Han har sagt et par gange (når vi har været inde at røre temaet) at vi jo kan snakke godt sammen ellers, så burde vi jo også kunne tale sammen om det! Derefter klapper han i som en østers.
Jeg føler det i det hele taget at det på faktisk alle områder er mig, der skal overtage ansvaret, og han bare læner sig tilbage. Sex, børneopdragelse, initiativ til par-tid (incl. organisering af børnepasning), styr på vores økonomi, som er ret stram, forsikringsspørgsmål osv. osv. Han har bare aldrig nogen mening om nogetsomhelst. Eller også er han helt enig med mig. Indtil jeg finder ud af at han bag min ryg giver børnene lov til ting, han egentlig heller ikke syntes, var ok.
Det er som om, to store vigtige ting er oppe mod hinanden: Kærlighedsforholdet mellem min mand og mig / familielivet.
Jeg tror faktisk ikke, jeg elsker min mand mere, og jeg ville egentlig gerne leve livet uden ham. Men jeg slår mine børns liv i stykker, og da han allerede nu skælder ud over det han er sur på mig over til vores datter, som så på et eller andet tidspunkt siger "far siger også" er jeg sikker på, at det vil bliver meget værre efter en skilsmisse. Og ødelægger jeg ikke mine børn ved det?
Hvis jeg vælger efter mig selv er jeg skyld i en kæmpe katastrofe bare for min egen egoistiske skyld. Hvis jeg vælger at holde sammen på familien går jeg til grunde -jeg dør simpelthen snart følelsesmæssigt og seksuelt i dette ægteskab.
Hjælp! Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre!