Spørgsmål: Jeg er hans mor!

Kære "dybt, dybt forvirrede"

Tak for dit velformulerede brev, og jeg har gode nyheder til dig, fordi du faktisk selv, måske uden at vide det, giver svaret på dit sidste spørgsmål - "er det ikke bedre at trække stikket ud?" Mit svar er, at det mener jeg også, du skal af følgende grunde: Du er nået til en erkendelse af, at du er et sted i livet, hvor du føler dig parat til at stifte familie og få børn. Du lever i et forhold med en mand, som selv har valgt at flytte ind til dig, og som derefter overlader ansvaret for jeres fælles husholdning totalt til dig. Det kan måske gå, så længe I ikke har børn - og heldigvis at I ikke har fået det. Dine forventninger til et familieliv er, at parterne i fællesskab tager ansvar, men din kæreste prioriterer helt tydeligt sin karriere. Det er bekvemt for ham, at du tager dig af det andet, men hvis I får børn, vil du blive virkelig frustreret over at stå alene med ansvaret, hvilket de eventuelle børn heller ikke kan være tjent med.

Det virker på mig, som om det, der holder dig i forholdet, er dit behov for tryghed og angsten for at være alene.

Jeg mener, at du skal se den angst i øjnene, fordi du på den måde kan blive mere klog på dig selv og dine egne behov. Det vil være godt for dig at finde ud af, hvad du virkelig kan lide at lave, og hvilke mennesker du trives med og i stedet for at lade dig vælge af en anden, en passiv måde, være aktiv og selv vælge, hvem du vil være sammen med og have indflydelse på, hvordan rollerne i et parforhold ønskes af dig.

Du er bange for at såre ham ved at afslutte forholdet, men som det er nu, gør du vold på dig selv, og jeg har svært ved at få øje på, hvilken glæde du har af at blive i forholdet.

Du fortæller ikke noget om fælles interesser, venner osv., men derimod at du ikke føler lyst til sex. Jeg skønner ikke, at et sådant forhold et bæredygtigt i længden og slet ikke basis for at etablere et familieliv med alt, hvad det fører med sig i form af nye krav.

Måske kan I bevare de gode følelser, der er imellem jer, og måske kan I med tiden udvikle et godt venskabsforhold, hvor du kan lade ham tage initiativ til at invitere dig ud til en middag!

For du ønsker jo ikke at være hans mor, men du ønsker en ligeværdig partner, så jeg håber for dig, at du følger din egen indre følelse af, at dette forhold må afsluttes.

Kærlig hilsen fra

Birgitte Winkel