Jeg er en kvinde på 32. Det, jeg ønsker at spørge om, er, hvornår er man bare ked af det, og hvornår skal man have hjælp? Jeg vil ikke belemre min egen læge med noget, som måske bare er ingenting. Det er svært at forklare.
Jeg bor langt fra min familie, som jeg føler mig tæt knyttet til, og det bekymrer mig meget, at de har problemer. Først da jeg flyttede hjemmefra for 2 år siden, indså jeg, at min far er alkoholiker og altid har været det. Jeg har aldrig snakket med ham om det, selvom vi ellers kan snakke om alt. Min mor fortæller altid, hvor hårdt det er at bo med ham pga. økonomien og humørsvingningerne. De virker kede af det, men påstår noget andet. Min storesøster på 32 er lige blevet diagnosticeret "depressiv" og går til psykiater. Hun er helt gået i stå og laver ingenting, bor hos vores mormor, har ingen selvtillid eller selvstændighed. Det gør mig så ondt for hende. Min lillesøster på 20 fik bulimi, efter jeg flyttede. Det er som, det er min skyld, fordi jeg ikke kunne passe på hende og stadig ikke kan. Hun har det godt nu efter hun fik psykologhjælp. Men min lillebror på 16 spiser til gengæld ingenting og er meget undervægtig, men har ikke været ved lægen. Jeg selv brækkede benet for ca. et halvt år siden, og det brækkede op påny for ca. 9 uger siden. Siden jeg brækkede benet første gang, har alting virket så ørkesløst, jeg giver på en måde op.
Jeg græder tit over, at jeg savner min familie, og at de ikke har det godt, andre gange græder jeg af selvmedlidenhed, fordi jeg ikke kan overskue noget (mit studium, mit arbejde, oprydning og mange småting, der har hobet sig op i mit hoved). Og igen andre græder jeg helt uden grund. Som regel kan jeg ikke sove, fordi jeg tænker og bekymrer mig så meget. Det er som om en tristhed har taget bolig i mig, nogle dage er jeg meget godt tilpas og andre dage er det hele noget møg. Det er som om jeg er i venteposition, først når jeg er færdiguddannet begynder mit liv rigtigt. Jeg er fanget her indtil den dag.
Jeg tænker osse på at få et barn, så ville jeg føle at mit liv begyndte, men det holder jo heller ikke. Når jeg har det rigtigt dårligt, kan jeg ikke holde mig selv ud, jeg er jo den eneste som vitterligt ikke fejler noget, og så brokker jeg mig. Der er jo ingen grund til selvmedlidenhed. Nogle gange tænker jeg på, om det er min fars skyld - men han kan jo for fanden ikke bære skyld for alt!
Hvad kan en læge også gøre for mig? Jeg fortæller min kæreste igennem fire år alt det her og han hjælper mig, selvom han ikke forstår det. Jeg tror, han er den eneste, der ved, at jeg ikke er helt tilpas, når jeg er sammen med mine venner er jeg glad og sjov. Håber virkelig at I gider svare mig, for jeg ved ikke hvem ellers jeg kan spørge. Selvom jeg kan snakke med min familie om alt, kan jeg jo ikke fortælle dem det her.