Kære NetDoktor,
Jeg håber jeg kan få hjælp her. Problemet er, at min mand har været mig utro - én gang, siger han - og jeg kan ikke komme videre. Jeg fik det først at vide, efter han havde været ved lægen og fået konstateret en kønssygdom, og skulle på antibiotika i den forbindelse. Så skulle jeg nemlig også have en kur, da jeg jo sansynligvis også var smittet, og derfor var han nødt til at fortælle mig det.
Jeg var på det tidspunkt 2 uger fra fødselstermin (barn nr 2), og jeg blev frygtelig ked af det. Men jeg tog næsten samme øjeblik beslutning om, at jeg ikke ville forlade ham af den grund. Jeg skulle jo snart føde vores 2. ønskebarn..! Han fortalte, at det var flere år siden (lige efter fødslen af vores ældste, 4 år), og at det kun skete én gang, og at han havde bitterligt fortrudt lige siden. Samtidig har han lige siden været bange for, at hvis jeg fik det at vide, ville jeg forlade ham, så han havde bevidst valgt, at jeg skulle aldrig få det at vide. Også fordi han var bange for at miste kontakten til vores børn. Vi snakkede og græd meget dengang.
Nu er der gået 1 år, og vi er stadig sammen. Min mand opfører sig ligesom altid, som om alt er godt og dejligt. Men jeg føler virkelig, at jeg har det dårligt med hele situationen. Jeg føler lidt, at vores ægteskab/forhold de seneste år har været én stor løgn, som jeg har været naiv/dum nok til at tro var perfekt. Det var det jo ikke...! Jeg føler, at jeg måske slet ikke kender ham (vi har været sammen i 10 år). Jeg ved ikke, hvem han var utro med, om det var en han kendte/ikke kendte, eller måske en prostitueret - ja, det hele kører rundt i mit hoved. Var det en han arbejdede sammen med?
Jeg sagde til ham, at jeg ikke ønskede at vide noget som helst dengang, men nu er jeg i tvivl om hvorvidt det er "nemmere" at komme igennem dette, hvis jeg ved mere præcist, hvad der skete. Jeg har ikke talt med nogen om dette, idet jeg ikke ønsker at stille ham i dårligt lys. Vi har nu 2 ønskebørn, som optager hele min tid, da han jo er meget bortrejst, og når han er hjemme er der jo så meget, som han skal have gjort, så der er ikke meget fritid til mig. Det har jeg lært at leve med. Udadtil har vi sikkert et perfekt liv. Mand, kone, børn, hus, bil, arbejde osv. Men jeg synes bare, at jeg er fastlåst i situationen, er ikke rigtig glad over noget som helst, og jeg er sikker på, at hvis ikke der var børn i vores forhold dengang, så var jeg stille og roligt trådt ud ad hoveddøren uden at kigge tilbage. Men samtidig er jeg glad for, at vi stadig holder sammen. Jeg elsker ham virkelig, og børnene elsker ham også, og han mig og dem.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, og hvordan jeg kommer videre. Skal jeg spørge ham rent ud om "detaljer", eller er det bedre for mig/os at det forbliver usagt, når vi begge to ønsker at fortsætte livet sammen? For det ønsker jeg, men jeg ønsker også at være en glad kone og mor. Jeg er ked af det, vred, føler mig trådt på, kasseret og udnyttet. Jeg ville bare ønske, at det var muligt at viske tavlen ren.
Med venlig hilsen
Den fortvivlede