Kære M.
Som du beskriver situationen, drejer det sig om det, man lidt romantisk kalder "honeymoon cystitis" - altså en slags blærebetændelse, der følger med på bryllupsrejsen! Det er naturligvis meget irriterende, og det er nok det, du oplever. Det viser sig ved hyppig, sviende vandladning. I nogle tilfældeskyldes det slet og ret irritation af slimhinden i urinrør og blære, som jo ligger tæt op ad skeden - og tryk der fra under samlejet udløser samme dag eller dagen efter irritation og ubehag. Når urinen bliver undersøgt, er der ingen tegn på infektion. Behandling med antibiotika er derfor overflødig.
Men det sker også, at der opstår en regulær blærebetændelse, som giver samme symptomer, men som viser sig ved, at der er bakterier i urinen ved undersøgelsen. Og hvis der er bakterier, er det vigtigt at få undersøgt, hvilke bakterier det drejer sig om, så man kan få den rette medicin.
Irritation i urinrør på grund af infektion kan også opstå ved en speciel seksuelt overførbar sygdom, som kaldes klamydia-infektion efter bakterierne. I din alder er tilstanden sjælden men kan selvfølgelig forekomme. Undersøgelse for klamydia er en anden end almindelig urinundersøgelse.
Dette med infektionerne er nævnt for en fuldstændigheds skyld. Men lad os gå ud fra, at det hos dig drejer sig om almindelig "honeymoon cystitis". Ja, hvad kan man gøre?
Der er ingen nemme løsninger og den med økologi og C-vitaminer savner vist såkaldt evidensbaseret naturvidenskabeligt bevis. Mine råd i den situation er følgende: Giv jer god tid, når I skal have sex med hinanden. Lad kæleri være det primære og vigtigste - og selve samlejet kun en lille del. Prøv en samlejestilling, hvor du sidder på ham og bestemmer farten og varigheden. Vent med samlejet til sidst og sørg for, at du er tilstrækkelig våd. Brug ellers glidecreme eller olie - for eksempel mandelolie. Og sidst men ikke mindst: Hav tålmodighed.
Hvis det fortsætter, og din læge ikke kan give dig yderligere hjælp, var det måske en idé at blive henvist til vurdering hos en gynækolog.
Med venlig hilsen
Erik Fangel Poulsen
Specialist i kvindesygdomme.