Hej
Jeg oplever i mit liv store problemer med et virkelig dårligt selvværd, og en generel følelse af ikke at slå til på nogle områder i mit liv overhovedet.
Jeg blev for 2 år single, da min daværende kæreste valgte at gå fra mig. Det var en beslutning som “lå i kortene” og som derfor heller ikke var en beslutning som jeg var decideret uenig i, men på trods af dette så blev tæppet alligevel revet helt væk under mig, da funndamentet med kæreste og familie jo alligevel var bygget op over godt 19 år med tre børn til følge.
Den lave følelse af selvværd har dog som sådan ikke noget med det brud at gøre, da jeg allerede i vores forhold dengang oplevede store udfordringer med det at føle et tilhørsforhold (herigennem bekræftigelse) til andre mennesker, men da selve bruddet kom blev den indre ensomhedsfølelse virkelig markant og helt sikker også forstærket. Jeg fik dengang hos lægen konstateret en mindre depression og fik anvisning til en psykolog som hjalp mig en lille smule videre...
Men:
Jeg har nu mødt en virkelig dejlig kvinde som jeg har kendt i 1 1/2 år og føler mig ret sikker på at vi skal være sammen i resten af vores liv, hvilket hun meget tit italesætter af sig selv... hun vil ha mig og vil være der for mig i den tid det tager til jeg kommer på benene (igen?). På trods af alt dette så er følelsen vokset inde i mig og blevet en virkelig tung skygge som lægger sig på mit sind og det gør det virkelig svært for mig f.eks. at glæde sig på hendes vegne når hun har oplevelser sammen med veninderne.
Jeg vil ikke leve i et forhold hvor hun ikke skal se sine veninder eller kunne tá på ture med dem til f.eks. En Festival som det har været i denne omgang, jeg vil derimod gerne lære at håndtere det, så det lille barn inde i mig ikke råber svigt og jalousi (jalousi er i denne sammenhæng over at jeg ville ønske at det var mig som var afsted, ikke frygten for at hun møder andre). Jeg reflektere virkelig meget over hvad der sker med/i mig og læser og laver øvelser der gerne skulle booste selvværdet, men jeg føler mig ret overbevist om at en meget stor deraf mine problemer bunder i flere ting:
- Jeg har oplevet en barndom med en alkoholiseret far og har i den sammenhæng nok ofte følt mig svigtet og kan ikke huske tætte eller nære stunder med min far eller mor (selvom der jo nok har været nogle)
- Jeg har et dårligere selvværd end jeg egentlig har troet i mange år, og har også levet i det tidligere forhold med en kæreste hvor vi aldrig rigtigt har været gode til at være der for hinanden og aldrig mødte hinanden med respekt og anerkendelse, hvilket helt sikkert ikke har bidraget til et voksende selvværd
- Jeg føler at mit netværk er på nul, og savner de virkelige gode og nære venner, jeg havde en del da jeg indledte det gamle forhold, men de forsvandt lige så stille grundet flere ting, men vil primært fordi at jeg holdt op med at prioritere tiden med dem, og jeg hat grundet mit lave selvværd utrolig svært ved at skabe nye relationer som igen og igen bekræfter mig i følelsen af ensomhed....
Nå troede egentligt at det ville være et simpelt og kort spørgsmål, men tænkte at der skulle lidt ord på, da jeg først begyndte at skrive.
Men; jeg er meget indstillet på at få arbejdet med mig selv og få lagt de kræfter i det som det er nødvendigt at prioritere, men jeg ved ikke hvor jeg skal kigge hen. Er det psykolog eller psykoterapi eller noget tredje?
Håber på svar
Vh
En spørger