Kære fortvivlede
Du må ikke fortvivle, for det, du oplever, er meget normalt, når man indenfor en kort periode har født to børn. Det kræver virkelig meget af en kvinde at være gravid, at føde og derefter have ansvar for to små børn. Jeres dagligdag har forandret sig til at handle om jeres to, heldigvis dejlige og sunde børn, og de mange forandringer skal have lov til at fordøjes.
Du kan ikke forvente, at jeres sexliv bare sådan pludselig skal fungere som før, idet både din egen krop har forandret sig, og jeres energi går til at sørge for børnene. Det kan være svært at mobilisere sexlyst, når man er træt. Det er vigtigt, at du ved, at du elsker din mand, og at han elsker dig, ligesom du er. For at du igen skal få sexlyst, skal du først og fremmest arbejde på, at acceptere din krop, som den er nu. Det er klart, at du ikke kan have en ungpigekrop efter to fødsler, men du kan godt gøre noget for at få det bedre med din krop.
Jeg vil råde dig til, at du går til en form for efter-fødsels gymnastik eller yoga, således at du kan få noget af din gamle fasthed i kroppen tilbage. Jeg ved, at det kan lade sig gøre, når man arbejder målrettet med det, og der findes mange forskellige slags kurser indenfor aftenskolen, hvor der undervises i kropbevidsthed, smidighed og afspænding. F.eks. har Gotved-gymnastik nogle kurser specielt tilrettet for efter-fødsel, ligesom nogle yogakurser også har det. Du må sørge for, at du har mindst een ugentlig friaften, hvor du dyrker noget motion, og din mand passer børnene imens.
Du kan også være bevidst om din kost og sørge for, at du får rigeligt med grønt og frugt, og endelig kan du give dig selv en massage af en professionel massør, så du kan begynde at nyde din egen krop. Det er meget vigtigt, at du starter med at acceptere og holde af din egen krop, for ellers er du ikke i stand til at tage imod din mands kærtegn, da du hele tiden vil være opmærksom på, at du ikke er tiltrækkende nok, selvom han altså synes det.
Det kan være, at I kunne få lidt fysisk kontakt ved, at I kærtegner hinandens kroppe ved at give hinanden lette berøringer og let massage, således at I Iangsomt kan få genoprettet et normalt sexliv. Men gå ikke for hurtigt frem, og begynd med dig selv! Hvis I har mulighed for at få børnene passet en weekend, så vil jeg råde jer til, at I tager en weekend hjemmefra. Her skal I give jer tid til hinanden, får snakket godt, gå ture og hygge jer. Hvis en weekendtur ikke er mulig, må I gå ud en aften og spise ude, se en film eller andet, som I begge nyder at gøre.
Det er desværre meget almindeligt, at man i et ægteskab med små børn forsømmer parforholdet, idet børnene kommer til at fylde alt, så I skal sørge for at give næring til jeres parforhold. Jeg ønsker dig held og lykke med dit familieliv!
Med venlig hilsen
Birgitte Winkel
Samlivsterapeut og socialrådgiver