Brevkasse

Spørgsmål   Samliv

Spørgsmål: Jeg kan ikke opnå udløsning

Kære Netdoktor

Jeg er for nyligt begyndt at komme sammen med en pige som jeg virkelig har det godt sammen med. Vi har været sammen et par gange, men jeg har ikke været stand til at opnå udløsning - ikke at det er den store irritation for mig da jeg før hende ikke har været meget seksuel aktiv og aldrig før rent faktisk har opnået en udløsning ved samleje.

Problemet ligger i at jeg er i stand til uden problemer at køre i et par timer (hvorunder hun som regel opnår flere orgasmer), men kan godt sætte mig ind i hendes situation med at hun ikke kan få mig til at komme. Personligt ser jeg det som en tilvænningssag og jeg har faktisk ikke selv behov for udløsningen da det er nærværet der tænder mig, men kan godt følge at det muligvis kan udvikle sig i den forkerte retning hvis ikke problemet bliver løst. Min logik siger at jeg ikke skal prøve at fremtvinge det og det undlader jeg så, men kan det tænkes at der skal mere til end bare at "prøve"?

Med venlig hilsen en spørger

Svar:

Kære Spørger

Tak for din mail. Manglende evne til at få udløsning er ikke noget helt ukendt problem, og de hyppigste årsager er

1) psykologisk blokering (en slags seksual- eller kropsangst, som kan skyldes restriktiv opdragelse, seksuelle traumer eller svære parforholdsproblemer),

2) generel ulyst til sex (typisk ledsaget af rejsningsbesvær),

3) kropslig underudvikling og/eller mangelfuld sæddannelse i de indre kønsorganer eller

4) lægemiddelbivirkninger/komplikationer til sygdom.

Hvad forklaringen i dit tilfælde er, er vanskeligt at sige. Så vidt jeg forstår, er du sund og rask, og din højde og vægt tyder på, at du er normalt udviklet. Jeg går ud fra, at penis, testikler og kønsbehåring er udviklet svarende til din alder, og det lyder jo også som om, du i øvrigt er i stand til at gennemføre et samleje uden forhindringer. Jeg er kort sagt lidt på glatis og savner en del uddybende oplysninger - fx om du nogensinde har fået udløsning og under hvilke omstændigheder? Onanerer du fx? Og om du har fornemmelse af en slags orgasme uden sædafgang (en såkaldt "tør orgasme"), eller om der slet ikke er noget klimaks, hvor lystfølelsen kulminerer? Og vigtigt: føler du overhovedet lyst og velvære, når du er sammen med din kæreste, eller har du mest sex for hendes skyld? Endelig ville det være interessant at høre lidt mere om, hvem du i øvrigt er som person - og også lidt om, hvordan din kæreste tackler situationen. Er det noget, I taler åbent om - eller er det pakket ind i flovhed, skam og fortielse?

Summa summarum: Jeg har på det foreliggende grundlag vanskeligt ved at komme sagen nærmere, men jeg har en klar fornemmelse af, at det i dit tilfælde handler om et psykologisk fænomen - måske en slags usikkerhed, en frygt for at miste grebet eller en maskeret præstationsangst. Jeg synes, du har ret i, at problemet bør undersøges nærmere, så det ikke udvikler sig "i den forkerte retning", og jeg vil egentlig opfordre dig til at tage en snak med din læge, som (forhåbentlig) kan stille nogle af de spørgsmål, jeg efterlyser svar på. Sammen kan I indkredse problemet og måske komme nærmere, hvor hunden ligger begravet. I mellemtiden kan du så glæde dig over, at du har en dejlig kæreste - og at du er i stand til at have lange, nærværende samlejer, noget, som ikke mindst kvinder ofte efterlyser. Tal åbent med din kæreste om dine tanker og følelser - og gør, hvad du kan for at afdramatisere situationen. Alene den fortrolighed vil med stor sandsynlighed gøres jeres intime liv endnu mere afslappet og intenst.

Held og lykke,

Christian Graugaard

Læge, ph.d.


Besvarede spørgsmål under chat

Spørgsmål Besvaret
Min kæreste er depressiv og destruktiv, men lægen vil ikke hjælpe. Hvad gør vi?

2028-11-20 | 00:00

Jeg er i tvivl om jeg er en pige eller en dreng.

2027-12-20 | 00:00

Kondylomer under graviditet- er det gammel smitte eller har min mand været utro?

2026-02-20 | 00:00

Findes der piller der øger kvindens sexlyst?

2025-03-8 | 00:00

Kan hun have smittet mig med klamydia?

2025-03-8 | 00:00

Rejsningsproblemer

2024-10-30 | 20:14

Fortrydelsespiller

2024-11-10 | 12:58

Stram forhud

2024-06-29 | 20:27

Klamydia

2024-10-2 | 20:29

Ingen orgasme, kvinde

2024-06-11 | 22:30

Sen eller manglende sædafgang

2024-09-11 | 10:43

Svamp i skeden

2024-09-1 | 16:24

Følsom glans

2024-08-2 | 16:58

Svært ved at komme

2024-08-7 | 09:44

Forhudsforsnævring i en sen alder

2024-04-21 | 10:26

Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.