Hej!
Jeg er en ung mand på 30 år med en kæreste på 26 år og en søn på 1½ år.
Jeg elsker dem begge to over alt på jorden men er ved at smide det hele på jorden pga. mine uvaner og psykiske problemer. De sidste 4-5 år er jeg gået fra at være glad og udadvendt til at være trist og indelukket. Det eneste jeg har lyst til nu er at flytte fra det hele og starte på en frisk, men inderst inde ved jeg jo godt at man ikke kan flygte fra problemerne.
Jeg har røget hash i mange år ( ca. 8 år) og er holdt op for et halvt år siden, men jeg er faldet i vandet 4 gange, og min dårlige samvittighed ødelægger mig flere dage efter. Ingen ved at jeg har røget så længe, hverken familien eller min kæreste, da jeg skammer mig over det. Jeg var sikker på, at når jeg holdt op med at ryge ville alting blive anderledes - men nej! Jeg flygter stadigvæk fra dagligdagen med påstande om ting jeg skal som tager flere timer, men enten kører jeg bare rundt for mig selv eller går en tur i biografen (2-3 gange om ugen).
Når jeg endelig er sammen med venner og familie, kan jeg ikke se dem i øjnene når jeg taler med dem. Jeg føler mig mislykket og ydmyg. Alligevel er jeg utrolig populær. Jeg har en stor vennekreds hvilket jeg ikke forstår. Er det fordi jeg ikke kan få øje på mine egne værdier? Jeg ved, at jeg har en masse gode sider i mig men når de kigger frem lægger jeg låg på og flygter.
Min kæreste ordner alt i huset, og når jeg er hjemme, trisser jeg rundt som en zombie eller ser fjernsyn. Det eneste tidspunkt jeg kan tage mig sammen på, er når jeg er sammen med min søn.
Jeg har også store problemer med min far. Jeg føler mig usikker, nærmest bange, når jeg er sammen med ham. Jeg hader hans dominerende måde at være på. Alt er enten sort eller hvidt hos ham. Han er hård og kontant og tager aldrig fejl. Jeg har prøvet at tale om min barndom med ham, men han lukker altid af og begynder at snakke om sin barndom som har været meget hårdere end min. Et af mine største problemer er, at jeg hele tiden husker en episode fra min barndom hvor jeg ligger inde i min fars seng og han nulrer min brystvorte. Jeg slår hans hånd væk, da jeg syntes det er ubehageligt, men han har altid nusset mig og min storebror. Jeg skammer mig næsten over at tænke tanken, da jeg helst vil tro at der ikke lå noget seksuelt i det.
Dette er kun en lille brøkdel af de ting der foregår oppe i mit hoved, men da jeg ikke er så god til at få det ned på skrift, håber jeg at du kan henvise mig til en som jeg kan snakke med.