Kære Spørger
Tak for dit brev og rigtig godt, at du giver udtryk for dine følelser af sorg efter et brudt forhold. Det betyder meget, hvordan man afslutter et forhold, og jeg kan forstå, at du og din ekskæreste ikke har fået sagt ordentligt farvel til hinanden. Derfor har du det så svært nu og kan ikke koncentrere dig om andre ting i dit liv. Du har mistet motivation til at få et job, du kan finde glæde ved og går måske for meget alene om din sorg over det brudte forhold. Så det, du nu har brug for, er et ”sorgarbejde”, hvor du erkender, at du er ked af, at forholdet ikke kunne vare og nu er afsluttet således, at du gradvist accepterer din situation som single og far til jeres barn.
Du skal først og fremmest tage dig af dig selv nu og simpelthen være god ved dig selv på den måde, at du sørger for god kost og daglig motion. Hvis du vil genvinde din energi, er det et godt sted at begynde med din krop – find ud af, hvilken form for motion du godt kan lide: Gå ture, løbe, spille fodbold, svømme eller andet, du før har kunnet lide, således at du slipper nogle af dine triste tanker og får øjnene op for andre sider af livet.
Hertil kommer, at det kan betyde meget at tale med andre – familie og venner, og der vil altid være nogle af dem, der har oplevet noget lignende, og som kan støtte og opmuntre dig til at komme videre. Sørg for at møde nye mennesker, nye aktiviteter, som kan interessere dig.
Det næste jeg vil råde dig til at tage fat i er: At få sagt ordentligt farvel til din kæreste. Jeg ved ikke, om I er på talefod, hvilket jeg håber, da I jo også stadig har et fælles forældreskab over jeres barn. Du kunne skrive et brev til hende, hvor du fortæller, at du er ked af bruddet, at du siger farvel til hende og takker hende for alt det, I har haft sammen, at du har accepteret afskeden med hende og gerne vil tale med hende om, hvordan I kan være forældre sammen fremover.
Hvis I har mulighed for at få en tredje person, som er neutral, med til en samtale, og det kan godt være en fælles ven, som I begge har tillid til men ellers eventuelt en uddannet konfliktmægler, kan det være en stor hjælp.
Jeg ønsker for dig, at du får fat i din energi igen og håber, at du gør brug af nogle af mine forslag.
Bedste hilsener
Birgitte Winkel
Samlivsterapeut og Socialrådgiver