Jeg trænger til at få lettet mit hjerte til en "ekspert". Min kæreste og jeg har kendt hinanden i snart 3½ år. Sammen har vi en lille datter på snart 3 måneder. Vores seksualliv har ikke rigtig fungeret siden jeg fødte, og måske har det aldrig fungeret som det skulle. Han har altid haft mere lyst til sex end jeg.
I 1996 tog han til Bosnien som soldat. Jeg var utrolig ked af at han tog af sted, men jeg kunne jo ikke ændre det på nogen måde.
Igennem et par måneder havde jeg flirtet lidt med en anden. Ikke andet end "søde" ord og blikke, men nok til at mit "begær" blev vakt. Vi var sammen 1 gang mens min kæreste var væk. Jeg fik ikke noget som helst ud af det, da det viste sig at han rent faktisk kun havde det hele i munden.
Det er 2½ år siden, og det har redet mig som en mare. Jeg har tit tænkt på at fortælle ham det, men jeg kendte hans syn på "utroskab" - han ville forlade mig med det samme.
Men nu i onsdags besluttede jeg at lægge alle kort på bordet og fortælle ham hvad der var sket. Hans reaktion kom helt bag på mig, for han tog det forbavsende roligt. Det han blev ved med at sige var "Hvorfor gjorde du det...???" Vi fik en lang snak den aften og holdt hinanden i hånden. Han sagde at han ikke troede han kunne leve med det.
Torsdag morgen forløb nogenlunde som det plejede. Vi spiste morgenmad sammen og han gik en tur med vores datter. Men da han kom tilbage havde han besluttet at tage hjem til sin mor. Jeg sagde ingenting, og han ringede til sin bror som straks kom og hentede ham. Jeg tog hjem til mine forældre med vores datter.
Det viste sig dog at de var kørt til Langeland for at besøge deres far. Det skal lige siges at vi skal have barnedåb 2.påskedag. Han ville komme tilbage fredag. Han kom ikke som ventet, og jeg ringede til ham. Jeg sagde han var nødt til at komme og hjælpe mig med forberedelserne, da jeg ikke kan klare det hele selv. Han lagde røret på!
Hvad skal jeg gøre. Jeg elsker ham overalt på jorden og fortryder inderligt, at jeg gjorde som jeg gjorde. Mange i min omgangskreds siger, at hvis han ikke kan tilgive denne lille "dumhed" så elsker han mig ikke. Det hele er blæst op til at være noget det ikke er, og jeg magter ikke noget. Jeg er jo nødt til at være stærk for min datters skyld, men inderst inde har jeg lyst til at grave mig ned.
Hans mor tænker kun på sig selv og hendes følelser og giver mig skylden for, at hun har det dårligt. Jeg ringede til hende i går for at snakke lidt, men det eneste jeg fik ud af det var en masse bebrejdelser om hvor synd det hele var for hende.
Jeg aner ikke mine levende råd. Jeg håber min kæreste kan tilgive mig om ikke for min skyld så for vores lille datter. Hun har trods alt ingen skyld i dette.