Hej Karen,
Baggrunden er som følger: Vi har været gift i snart 5 år. Vi snakkede meget om, hvorvidt vi skulle have børn engang, og vi var begge to ikke helt sikre på, om det var noget. I de sidste par år har jeg fået mere og mere lyst til at få børn, i takt med at min mand har fået mindre og mindre lyst til børn! Han har dog hele tiden været meget i tvivl.
For omkring et år siden besluttede vi så at forsøge at få et barn. Jeg blev hurtig gravid, men aborterede desværre i 13. uge. Vi var dog enige om, hurtigst muligt at komme op på hesten igen, og forsøge igen.
Det er ikke lykkedes, men for nylig har min mand så besluttet sig for, at han alligevel ikke vil have børn! Dels fordi han ikke har lyst til børn, dels fordi han er bange for at skulle gennemgå forløbet med spontan abort igen. Det er jeg naturligvis meget ked af. Jeg føler mig snydt, specielt fordi hvis alt var gået vel, havde vi haft barn på nuværende tidspunkt. Og føler mig desuden skyldig (ikke særlig rationelt, det ved jeg godt!) fordi jeg ikke formåede at gennemføre graviditeten.
I øjeblikket er situationen således sat på spidsen: jeg kan vælge mellem at blive hos min mand, og måske blive bitter senere, over ikke at have fået børn. Eller jeg kan forlade ham, og måske finde en anden at få børn med! Ingen af delene er særlig attraktive! jeg skal understrege, at jeg bestemt ikke bare vil have børn med en tilfældig, jeg vil have børn med min mand som jeg elsker meget højt.
Jeg vil også understrege, at vi begge er dybt ulykkelige over, at vi sidder i denne situation. Vi skændes ikke, og vil allerhelst blive sammen til vores dages ende! Jeg har overvejet om parterapi kunne være en løsning - men ellers ved jeg simpelthen ikke hvordan vi får løst denne gordiske knude. Jeg forventer ingen mirakelløsning, men håber du har nogle forslag til, hvordan vi kommer videre?
Med venlig hilsen