Kære netdoktor
Min kæreste har igennem mange år været depressiv . Udadtil ser det hele godt ud, da han formår at passe sit arbejde, dyrker lidt sport og er forholdsvis social, men når det bliver weekend, eller hvis han har fri en hverdag, så drikker han voldsomt . Han drikker alkohol så hurtigt, at han i løbet af få timer falder i søvn (det sker i gennemsnit 1 gang om ugen). Alle hans hæmninger og grænser forsvinder, så der opstår pinlige episoder (for eksempel kan han finde på at smide benene op på bordet og sove midt under maden til en familiefest). Han kan sagtens finde på at lægge sig til at sove i -10 grader, fordi hans krop pludselig bukker under for træthed/alkohol.
I ædru tilstand har han svært ved at sætte ord på sine følelser og tanker. Bliver han vred, går han sin vej, og er han glad, kan han ikke udtrykke det. Han mener, at det er fordi han generelt ikke føler noget positivt, og han har desuden ingen forventniger til livet eller andre mennesker. Han er her bare.
Når han bliver fuld, bliver han meget grov i munden, og han synes, at livet er forfærdeligt, og at det nogen gange ville være nemmere, hvis han ikke var her. Han kalder sig selv en idiot og forstår ikke, at nogen kan elske ham eller have lyst til at dele livet med en som ham, og han har flere gange brugt ordet 'selvmord' som en løsning på sine problemer. Med jævne mellemrum (i forbindelse med alkohol) tager han amfetamin eller kokain , for så kan han holde sig kørende længere, og så ender det ofte i 2-3 dages intensiv druk, hvor han bare er blevet væk uden at give besked om det.
Han har svært ved at føle ansvar over for sig selv, og derfor også over for sine nærmeste. Vi ved ikke rigtigt, hvor længe han har haft det sådan, men muligvis i helt op til 15 år. Hans forældre sendte ham engang til psykolog, men det var nærmest med kniven for struben, så der kom ikke noget ud af det. For omkring 17 år siden døde hans bedste ven af en overdosis piller , og det er aldrig helt opklaret, om det var et uheld eller selvmord. Men faktum er, at min kæreste stadig er meget berørt over hans død og i det hele taget det, at mennesker omkring ham ind imellem dør, også selvom det er naturlige dødsfald.
Hele hans tilværelse er præget af manglende positive følelser, og han har på en eller anden mystisk måde bygget en kæmpe facade op og kører sin dagligdag aldeles mekanisk. Fra den ene dag til den anden gjorde han det forbi mellem os, og jeg er nu rykket ud af lejligheden, da han pludselig mener, at han kun skal være sig selv resten af livet. Vi ses dog flere gange om ugen, og han kysser mig farvel, hver gang vi ses, så jeg har virkelig svært ved at fornemme, hvad han tænker og føler. Han ved det tilsyneladende heller ikke selv.
Forleden overtalte jeg ham til at kontakte sin læge, hvor jeg tog med, og efter en 10 minutters samtale, hvor mange af de her ting kom frem, blev vi sendt hjem med en depressionstest , som han skulle aflevere 2 dage efter (i dag). Han fik at vide, at han ingen depression har, men at han skal komme tilbage, hvis det bliver værre. Jeg er så frustreret og vred over, at en læge kan gøre så lidt ud af en sag som min kærestes. Han har jo så mange symptomer på en (længerevarende, ubehandlet) depression. Jeg kan selvfølgelig tage fejl, men så må der da være noget andet galt.
Mit spørgsmål lyder : kan det virkelig være rigtigt, at der ikke skal gøres et eller andet? Og kan vi eventuelt kontakte en anden praktiserende læge for at høre dennes vurdering? Hvis ikke, hvad gør vi/jeg så? Han er jo lige netop villig til at få hjælp nu, så hvor meget skal vi kæmpe, og hvor skal vi henvende os?
På forhånd tak!
Hilsen en spørger