Jeg er en kvinde på 25. Jeg føler mig, ærlig talt, lidt fjollet ved at skrive her. Men jeg håber virkelig på et godt råd, så jeg på en eller anden måde kan forbygge problemerne - så er du også fri for at høre fra mig når jeg eventuelt ER blevet skilt engang.
Jeg er som skrevet 25 år og har en dejlig, fræk søn på 9 år. Vi har stort set altid levet alene- altså uden en mand i huset. Det trives jeg fint med (lidt for godt måske). Jeg er nok gået hen og blevet - det man populært kalder et karrieremenneske. Jeg går meget op i mit job, er meget glad for det og har ambitioner i den retning. Derudover har både min søn og jeg sunde fritidsinteresser. Når jeg lukker øjnene og forestiller mig, mit liv i fremtiden er der ikke nogen mand i det ellers pæne billede!
Nu er jeg imidlertid blevet taget ved næsen - jeg tror jo at jeg styrer mit liv helt selv. HAN tog mig pludselig ind i sine store arme og der er jo vildt dejligt at være. HAN er 22 år. Arbejdsmæssigt har han ikke store ambitioner, men han har tjek på tingene. Han har en dejlig lille søn på 4 mdr. Han er den omsorgsfulde, følsomme type, og på en dejlig og behagelig måde, hvor han ikke glemmer sig selv, eller går på kompromis med sig selv. Han er en ganske ukompliceret mand (hvilket jeg ikke er vant til). Og hvor jeg er meget tænksom og dyb (grænsende til navlepilleri) er han generelt meget åbenhjertet og "overfladisk".
Hvad er hendes problem så, tænker du nok.
Mit problem er, at jeg analysere og dissekerer alting. Er det nu rigtig eller forkert? Er vi nu skabt for hinanden eller er der en anden til mig? Skal jeg give mig 100% med risikoen for at jeg bliver gevaldigt skuffet? Jeg er i det hele taget så pessimistisk hvad forhold angår at det kan drive selv supermand til vanvid. Og det vil jeg ikke denne gang! Et malet eksempel er, at jeg ikke vil fotograferes sammen med min kæreste, i frygt for at sidde tilbage med fotografiet - jeg vil helst ikke indvolveres i hans familie/venner. Han skal selvfølglig ind i hele min verden - det er jo noget helt andet!!! Jeg har oplevet det før - jeg gør mænd usikre og jeg bryder mig, mildt sagt, ikke om usikre mænd. Det bider sig selv i halen, kan du got se. Jeg vil helst klare alting selv. Jeg får det fysisk dårligt når andre mennesker prøver at give en hjælpende hånd. Og en mand har selvfølglig også brug for at der er behov for ham. Men hvis ikke jeg selv kan, så hellere undvære. Flere mænd ha!
Der er forsigtigt hentydet til at jeg på et tidspunkt må være blevet brændt gevaldigt af, følelsesmæssigt. Men ak nej, det kan jeg i hvert fald ikke selv se. Jeg er aldrig blevet forladt (så vidt jeg erindre). Men jeg er den der forlader, ofte af kedsomhed, og det giver måske også denne form for modløshed overfor forhold. Jeg er ret god til selv at se problemerne, men mangler nogle redskaber til at komme ud over dette "énmandsland"??
Dette forhold vil jeg give alt for at holde fast ved. Sådan en gulddreng smider jeg ikke på gaden!! Og ja, jeg vil da også gerne have den søde kernefamilie. I hver fald en partner til at dele livets op- og nedture med. Og de fås ikke bedre end min kære. Men hvordan i alverden gør jeg det??
Noget der allerede nager mig i vores forhold er det seksuelle. Min kære mor påstår at så længe den seksuelle del er på plads er der håb?? Og det er den slet ikke for mit vedkommende, ØV! Og jeg er bare SÅ dårlig til at tale om det. Hvor jeg er impulsiv og spontan er han forsigtig og meget "hurtig" mæt. Han er jo tre år yngre og nok ikke halvt så erfaren. Han er let at "skræmme" og synes hurtigt det grænser til det vulgære. Jeg synes bare vores sexliv er gabende kedeligt! Jeg håber at kunne løse lidt op i det lange løb men er det utopi at tro det?
Hvorfor er det så svært at smide mundkurven og tale om problemerne?
I mit hjerte er jeg klar til at give ham alt, men min realistiske sans slår til og siger fra, i skræk for at jeg om 10 år skriver til dig og beklager mig over en ulykkelig skilsmisse.
kender du mon nogle gode "forbyggelses-redskaber"??
Kærlig hilsen
Pernille (alias isdronningen eller omvendt)