Svar:
Kære spørger
En stor penis kan faktisk give flere problemer end en lille - og kræver ofte lidt ekstra eksperimenter med forskellige stillinger. Hvis penis er meget tyk, kan den genere indgangen til skeden, og er den meget lang, kan den irritere livmoderhalsen.
Det er naturligvis vigtigt, at din kæreste er ekstra blid og forsigtig, når I har sex - og det forstår jeg på dig, at han er. Der udover er I nødt til at prøve jer frem til, hvilke samlejestillinger, som er de rette for jer. Nogle par har glæde af at have samleje bagfra, liggende i ske med mandens mave mod kvindens ryg. Andre finder det rart at ligge med kvinden øverst ("riddestilling"), så det er hende, der styrer bevægelserne. Evt. kan man placere en pude eller en sammenrullet dyne under kvindens bagdel og/eller mave, så penis ikke kommer helt i bund. For nogle par fungerer det, for andre ikke. I er nødt til at prøve jer frem.
En anden vigtig ting er, at du er fugtig nok under samlejet, og for nogle er lidt supplerende vandbaseret glidecreme (eller eksplorationscreme) fra apotek eller materialist en god løsning. Samtidig er det vigtigt at give sig god tid til forspillet, så du og dit kønsorgan er "parat" til sex. Endelig var det måske en idé at få lavet en gynækologisk undersøgelse, for at blive klar over, præcis hvor det går galt, når I har samleje. Og for at sikre sig, at der ikke er forhold i dine indre kønsorganer, som gør dem særligt sårbare.
Jeg er ked af, at jeg ikke har nogen mirakelløsning på jeres ret velkendte problem. Men jeg håber alligevel, I kan bruge mit svar til at komme videre.
Mange hilsner
Christian Graugaard, Læge, ph.d.