Hej Karen
Min kæreste og jeg har været sammen i godt 4 år. Vi har en datter på 2 og venter barn igen til januar. Vi har altid haft det godt sammen, men i en længere periode, godt 1 år nu, har vi haft svært ved at kommunikere.
Det er efterhånden så lang tid nu, at jeg er desperat for at få et råd til, hvordan vi kan få det bedre med hinanden.
Vi kommer fra meget forskellige familier. Jeg er vant til i min familie, at vi taler om følelser og tanker og er åben over for hinanden. En meget social familie, hvor det betyder noget vi er sammen. Men min kærestes familie er lige modsat. De taler sjældent med hinanden. De bor i den anden ende af landet, så vi ser dem ikke så tit. Men når vi endelig besøger dem, efter f.eks 5 mdr, har de intet og tale om. De taler om vejret og om tilbud i supermarkedet. Det virker unaturligt og overfladisk, og det ligger så fjernt fra det jeg kender. F.eks er det naturligt for mig at man giver hinanden et knus. Men det kender de slet ikke, og de virker nærmest skækslagen når jeg vil give dem (hans forældre) et knus. Og det smitter af på ham, for når vi besøger hans familie, vil han ikke omfavne mig, eller generalt vise(altså fysisk) han er glad for mig.
Jeg tager det personligt og alle vores besøg resultere i flere ugers skænderier efter vi er kommet hjem. Han mener det er mig der er unormal.
Hvis vi har noget vi skal drøfte, som f.eks økonomi eller opdragelse omkring vores datter eller andre praktiske ting, kan jeg ikke få et ord ud af ham, og han beder mig om at ordne det. Jeg føler det som et kæmpe pres. Vi har begge fuldtidsarbejde, og jeg føler han overlader alt til mig. Han kan virke meget indelukket til tider, og han forholder sig passiv. Men dette her er kun periodevis. Vi har det ellers godt sammen, vi laver mange ting sammen med vores datter og han udtrykker tit sin glæde over at han har mig og vores datter og vores ufødte barn. Men jeg føler lidt mangel på respekt og forståelse overfor mine ønsker og behov.
Jeg glæder mig aldrig til vi skal besøge hans forældre. Han er en helt anden og bliver først "sig selv" igen, nogen tid efter hjemkomst.
Vi skal giftes inden jeg nedkommer, men glæden over det er ikke den, som jeg ville ønske det var. Det der generer mig mest er, det ikke altid har været sådan her, men det sidste årstid er vi gledet fra hinanden, og kan ikke altid mødes på midten.
Hvodan får jeg ham til at deltage i vores diskutioner/samtaler??
Jeg føler jeg kunne blive ved med at skrive, men jeg håber du kan bruge ovenstående til at hjælpe mig/os på rette spor.
Mange hilsner
Mette