Hej Birgitte.
Jeg bor sammen med min kæreste, som jeg snart har kendt i 10 år. For 2 år siden fik vi tvillinger der var født for tidligt med en fødselsvægt på henholdsvis under 1 kg og 2 kg. Jeg var indlagt i 3 mdr. og tiden der efter har været en stor rutchetur med op og ned ture. Følgerne af at være født for tidligt har medført af den ene af børnene har fået nogle små handicaps.
Jeg har gået hjemme på forlænget orlov indtil om et par dage hvor jeg skal starte arbejde igen. Begge børn er begyndt i institution, den ene med støttepædagog, men det går godt og begge børn trives. Ud over 2 fælles børn har vi så en hver fra andet forhold på henholdsvis 15 og 18, hvor min den yngste bor hjemme.
Problemet/erne er, at jeg føler, at vi er gledet fra hinanden og simpelthen ikke kan finde ud af at kommunikere på et normalt plan. Jeg er dybt ulykkelig og slet ikke tilfreds med vores liv.
Jeg er ikke i tvivl om, at det selvfølgelig har været en omvæltning at få tvillinger og en belastning på mange måder, at de er født for tidligt. Min kæreste er 40 år, så vi er jo heller ikke 25 år mere og det kan man selvfølgelig godt mærke ved, at man bliver hurtigere træt. Jeg har altid været den der sørgede for mad, vasketøj, rengøring, indkøb, have mm., men det er også mig der skal sørge for de mere grove ting eks., male, reparationer, vedligeholdelse i det hele taget. Han er selvstændig og er først hjemme 17.30 hele ugen og der kan gå måneder før han får hjulpet med at lave nogle af disse ting. Jeg føler, at tingene langsomt forfalder i hjemmet og jeg kan ikke overskue at gøre det hele alene. Det er også mig der ordner alt med børnene eks., læge, forældremøder, fys. kontroller osv. Når vi skændtes og det gør vi jævnligt har han indimellem sagt til mig: "Det var jo også dig der ville ha`de børn", hvilket jeg syntes er totalt sårende.
Vi har også økonomiske uenigheder. Jeg har min egen løn, men den går ind på budgetten hver mdr. til husleje, ja fælles udgifter og så skal jeg ha kost penge af ham og så betaler han stadig udgifter ud over dette, men jeg syntes, at det er ydmygende og jeg føler mig umyndig gjort på en eller anden måde ved at skulle be`ham om penge flere gange om måneden når der ikke er flere tilbage. Hver gang hører jeg, at jeg bruger for mange penge. Jeg har helt ondt imaven inden jeg skal spørge ham og når det er gjort har jeg ondt i maven når jeg handler ind fordi at alting er så skide dyrt selvom man prøver at køre i forskellige supermarkeder hvor der tilbud osv.
Jeg har fuldstændig mistet sexlysten, vi har ikke været sammen i ca. 4 måneder. Jeg kan ikke når jeg føler, at jeg er ved at sprænges indenvendig af spekulationer og bekymringer. Nogen gange føler jeg, at jeg hader ham og jeg har lyst til at slå ham!!! Han siger: "Jeg går sgu`snart ud og finder en anden", ja gør du det siger jeg, jeg forstår simpelt hen ikke hvorfor han ikke sætter sig ned og spørger hvorfor jeg har det sådan her, hvad der er galt....Han er så konflikt sky og igennem alle årene er det mig som har sagt disse ord, mig der har startet samtalerne. Jeg gider simpelthen ikke mere for jeg kunne ligså godt snakke til en dør.
Han er en pigernes ven, hjælper alle mennesker med alt muligt, låner penge ud, men siger samtidigt til mig, at vi ingen har.
Han er begyndt at sidde i sit arbejdstøj og se fjernsyn hver aften. Fjernsyn har han nu altid set, men går ikke i bad før ved midnatstid, hvor han altid har sagt, at hans pige skulle altid se pæn ud og ikke gå rundt i joggingdragt. Jeg sætter nu meget pris på at se ordentlig ud hver dag for det har jeg det bedst med. Når jeg spørger om han ikke skal i bad siger han bare: "Det er der jo ingen grund til" og griner! Når vi skændes og jeg brokker mig, for det er jo mig der brokker mig siger han: "Hvorfor skubber du ikke bare ud og finder en anden?", det er vel for pokker da fordi at jeg nok stadig har nogle følelser for ham og håber det vil løse sig, og så siger han ikke mere. Jeg har også sagt, at tingene ikke bliver anderledes før at han begynder at snakke, men men der sker ikke noget og knuden vokser sig større inden i mig. Jeg overvejer virkelig at blive enlig mor, men tør ikke helt at tage springet. Der er så mange ting og det er ikke bare lige at gøre det.
Håber, at du kan give mig nogle gode råd, til hele mit forvirrede brev.