Kære Netdoktor
Jeg skriver, da jeg virkelig er kørt helt fast og har brug for hjælp. Min mand og jeg har kendt hinanden i 12 år og været gift i 6 år. Vi har 2 skønne børn, en pige på 7 år og en dreng på 3 år. Vi bor et dejligt sted i et skønt hus. Vi har begge fast arbejde, som vi er tilfredse med. Vi har gode venner, og børnene trives i skole og børnehave med venner og fritidsinteresser. Vi er alle sunde og raske.
Min mand og jeg burde have de bedste betingelser for at have det godt sammen, men det har vi ikke. Jeg har den skønneste mand. Han er dejlig, sød, en super far og en god kæreste. Men vi kan ikke længere finde ud af at være sammen. Helt bogstaveligt talt!
Det startede for flere år siden med, at han langsomt begyndte at irritere sig over noget, jeg gør. I hans øjne ligger jeg for eksempel hans tøj det forkerte sted, siger en forkert lyd, lukker skuffen på den forkerte måde, sidder forkert på stolen, nynner eller synger for mig selv på en forkert måde, og mange andre småting. I starten ignorerede jeg det og lagde egentlig ikke noget i det, men nu bliver jeg såret. Jeg synes, det er småting, og jeg føler, at han sætter begrænsninger for mig. Desuden er han utroligt humørsvingende. Den ene dag kan han være i udmærket humør, og pludselig bliver han meget indadvendt, sur og vil ikke tale med mig og heller ikke værdige mig et eneste blik. Han kan finde på at komme ind af døren uden at sige hej eller give nogen form for kærtegn overhovedet. Sådan kan det vare i dage, og på det seneste også uger. Jeg får en klump i maven og bliver frustreret over den trykkede stemning. Og hertil kommer, at vores store pige godt kan fornemme den kolde stemning.
Jeg har prøvet alt! Lige fra at lade ham være og håbe, at det går over af sig selv. Men jeg synes ikke, det er rimeligt, at jeg skal gå med alt det. Jeg stiller ikke krav til ham om bestemte ting, hverken husligt eller andet, og han kan gøre hvad han vil i forhold til at være sammen med venner og lave noget sportsligt, som han interesserer sig for. Han cykler, løber og spiller volley, og dette får vi selvfølgelig passet ind i vores program.
Han er en utrolig vellidt person i alle sammenhænge, men overfor mig er det nærmest psykisk terror. Den sidste måned har vi ikke talt om andet end praktiske ting. Jeg synes, det er en befrielse, når han ikke er hjemme, eller når jeg har vagt i kraft af mit arbejde.
Sex er der ikke noget af denne måned! Det skal nævnes, at jeg flere gange det sidste stykke tid har arrangeret en dag eller weekend for bare os to, netop for at få tanket på par-kontoen. Da han overhovedet ikke vil tale om vores problemer, har jeg foreslået ham, at vi går til parterapi eller opsøger en anden udefrakommende person, der kan hjælpe os. Han mener dog, det er bedst, han selv tager afsted til "noget", da det er ham, der har et problem.
Hvad handler dette om? Kan jeg gøre noget for at komme den dårlige stemning til livs? Kan I komme med gode råd eller forslag? Det skal lige nævnes, at vi kommer fra meget forskellige hjem. Jeg er opvokset med mor, far og lillebror i et meget åbent hjem med mange mennesker og interesser. Min mands forældre blev skilt, da han var 3 år, og han er opvokset hos moderen med en stedfar. Min mand husker sin barndom som lidt kedelig, har siddet meget for sig selv med bøger og tv og føler ikke det store, når han tænker tilbage på sin barndom.
Jeg elsker min mand og nægter, at dette skal skille os ad. Derfor håber jeg at kunne få et råd om, hvad jeg kan gøre ved vores parproblemer.
Med venlig hilsen en spørger