Jeg er i fuld færd med at flytte sammen med min kæreste gennem 8 år. Vi var årsag til hinandens skilsmisser i sin tid, og hans to teenager børnvil ikke vide af hverken mig eller vores forhold. Her 10 dage før færdiggørelsen af vores nye fælles hus, har han ikke fortalt dem, at han flytter sammen med mig og min 10-årige datter.
Jeg har været meget bange for at flytte sammen med ham, da jeg ikke føler, at han er afklaret med sig selv. Vores forhold har været ekstremt turbulent med mange op- og nedture og i perioder meget præget af magtkampe. Specielt de første to år, hvor han stadigvæk boede hjemme hos sine børn (og kone) med mig "ved siden af" - men også i hele forløbet og specielt her på det seneste. Han siger ofte, at han elsker mig, og at han jo beviser det, ved selv at have skubbet på for at flytte sammen med mig. Men at han har et "blødt punkt" i forhold til sine børn, som jeg skal respektere, og at jeg i øvrigt ikke skal blande mig.
Jeg kan dårligt mærke mine følelser længere. Han er så fuld af mistillid overfor alle mennesker, tror oftest at de har skjulte dagsordener, og jeg bliver ikke behandlet spor anderledes, som tiden efterhånden er gået. Så når jeg forsøger at tale "rigtigt" med ham, tror han at mit formål er at lokke ham i en eller anden "fælde", eller at jeg har en skjult dagsorden. Og når han ikke kan finde den, tager han skytset frem og finder et eller andet at angribe mig for eller håner min tårer. Sådan er han jo ikke altid, men det er blevet værre jo nærmere vi kommer flytningen. Det hele er noget rod.
I går sagde jeg til ham, at nu var det ved at være sidste udkald for at få den økonomiske sikring af hinanden på plads. Også det udviklede sig til en ophedet diskussion, fordi han sagde: "Vi skal selvfølgelig sikre hinanden i forhold til selve ejerskabet af huset, for det har hverken mine børn eller dit barn lod eller andel i. Hvis jeg vinder i lotto, deler jeg med dig. Men min pensionsopsparing får du ingen andel i, så vi må sikre hinanden med krydslivsforsikringer". Jeg sagde til ham, at mit udgangspunkt var, at vi skulle sikre hinanden, som om vi havde været gift (hvad jeg dybest set også havde foretrukket, og hvilket jeg har sagt til ham ved flere lejligheder) - men han holdt på sit og tilføjede derpå, at hans egen kærlighed til mig er meget større end min til ham, da han ikke "går op i penge", og da han i øvrigt ikke var interesseret i at blive boende i huset efter min eventuelle død på grund af minderne, og at jeg i øvrigt selv ikke elskede ham særligt meget, siden jeg tidligere havde sagt nej til at spytte ekstra penge i husholdningskassen som følge af min datters forbrug (det er rigtigt nok, men det var i en anden, også ophedet diskussion om, hvor meget hun belaster os økonomisk).
Det er bare blevet så vanvittigt og koldt, og jeg samarbejder heller ikke selv ret meget, men bliver i stedet koldere og koldere, hvilket han selvfølgelig også kan mærke. Jeg tror, at vi kommer fra asken til ilden, når vi flytter sammen, og jeg er bare så negativ. Ikke de bedste vilkår for et lykkeligt samliv, og jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg skal stille op længere med hverken ham eller det hele. Jeg savner ham som kæreste og fortrolige - men siger jeg f.eks. at jeg trænger til at elske med ham ser han det alene som et krav og ikke som et behov for ham. Så jeg holder min mund, og alt sidder fast i halsen.
Han vil ikke have hjælp, for han fejler ingenting. Kun mig er den rivende galt med. Hvad stiller jeg op? Jeg har virkelig brug for hjælp til det her.