Det er lidt svært at få begyndt på problemet - eller problemerne.
Jeg tror det startede da vi fik vores datter. Hun er nu 10 måneder. Den første tid er man selvfølgelig træt og overvældet af forældrerollen, men jeg synes vi faldt ind i rollerne efterhånden.
Da hun var godt 4 måneder begyndte min mand at trække sig længere og længere væk fra mig. Han begyndte ikke en uopfordret snak om dagen på hans arbejde når han kom hjem. Vores sexliv gik i stå og de små kærtegn ebbede ligesom ud.
Vi har prøvet (gentagne gange) at snakke om hvad det er der sker. Han siger at han ikke kan finde sin gamle følelse for mig frem, men at han holder utrolig meget af mig. Det gør ondt at høre, jeg elsker ham meget højt, og har svært ved at se et liv i øjnene uden ham ved min side. Mit selvværd bliver mindre og mindre. Hvad har jeg gjort siden han ikke føler for mig mere? Er jeg grim efter fødslen, siden han ikke har lyst til mig mere.
Hver gang ender det med at vi bliver enige om at give det lidt tid, så han kan finde ud af hvad han vil - eller ikke vil. Det er et stort skridt at opløse et ægteskab, især når der er et lille barn involveret. Jeg er selv skilsmissebarn, og jeg har altid forsvoret at jeg ikke ville bringe et lille barn i den situation. Jeg hader mig selv for det, hun kan selvfølgelig også mærke når der er noget galt.
Jeg har foreslået at vi skulle prøve noget rådgivning eller parterapi, men han vil ikke. Han mener ikke at det kan gøre noget for hans følelser.
Sådan ender det hver gang vi snakker: vi vender tilbage til vores gamle mønster, og så eksploderer jeg en gang hver 3. måned, når jeg ikke kan holde ud, ikke at blive rørt ved og elsket i den forstand. I den mellemliggende tid virker han glad og tilfreds. Han er utrolig god sammen med vores datter, og der er ingen tvivl om at han elsker hende højt.
Jeg har en mistanke om at det er "tabet" af hans frihed, som den så ud før vores datter, der har givet udslaget til dette. Han er meget aktiv med en masse fritidsinteresser og en stor vennekreds. Nu er der altså ikke helt tid til det samme, og det kræver lidt planlægning. Hvis jeg spørger ham direkte, benægter han at det har en sammenhæng, men siger at han faktisk savner det.
Hvad gør jeg? Jeg synes han sidder med alle kortene på hånden, mens jeg bare kan afvente hvad der skal ske med mig og den lille. Det er en stor belastning psykisk, men samtidig vil jeg ikke presse ham til en hurtig afgørelse - hvad så hvis han går fra os??
Mvh. Tvillingen.