Kære du.
Nej, jeg synes ikke, at det er rimeligt, at et andet menneske vil forlange, at du lever i cølibat. At udleve sin sexualitet er et dybt menneskeligt behov, som de fleste har - men som din mand åbenbart ikke har, uvist af hvilken grund. For du skriver, at I har forsøgt at tale om det, men du kan ikke få noget at vide. Det kunne lyde, som om din mand fortrænger nogle
følelser, hvilket er synd for jer begge. Har du foreslået ham, at I begge henvender jer til en sexolog? Der er også den mulighed, at du lærer at tilfredsstille dig selv - og det kan du få hjælp til af en sexolog, og på den måde kan du godt føle dig tilfredsstillet. Jeg kender flere, der må klare sig på den måde, og som på alle andre måder kan leve lykkeligt med deres partner.
Hvis du konfronterer din mand med, at du tænker på at finde en elsker, kunne det måske åbne for en samtale om dine og hans behov, og hvordan I kan hjælpe hinanden til at få et tilfredsstillende sexliv. Jeg kender nogle ægtepar i samme situation, hvor den part, der ikke ønsker sex, er tolerant nok til at acceptere, at den anden part dækker sine behov udenfor ægteskabet. Dette kræver selvfølgelig stor tillid til hinanden, og hvis I på andre punkter har et godt venskabeligt forhold og vil hinanden det godt, er det bestemt en mulighed.
Det virker ikke, som om du ønsker en skilsmisse, så jeg går ud fra at I har noget værdifuldt sammen, som er værd at holde på. Jeg mener, at hvis du fortæller din mand, at du ønsker at bevare jeres ægteskab af en række positive grunde, behøver han ikke at opfatte det som en trussel for jeres forhold, at du har en elsker. Men det er væsentligt, at du viser ham i
dagligdagen, at det er ham, du ønsker at dele dit liv med, idet det så vil være nemmere for ham at acceptere dit behov for at få dit sexuelle behov dækket udenfor ægteskabet. Det er jo ikke nogen naturlov, at to parter kan dække alle hinandens behov, og hvis man kan tale om det og acceptere denne
kendsgerning, kan man finde en god balance i forholdet.
Med venlig hilsen fra Birgitte