Kære spørger
P-pillerne tog du i tre år og sluttede for et år siden for at se, om du fik regelmæssige menstruationer. Det sidste fortæller du desværre ikke noget om. Men du bruger ikke nogen form for beskyttelse nu og undrer dig over, at der ikke er "sket noget". Er det sådan, jeg skal forstå dig?
Du spørger, om du kan gøre noget for at finde ud af, om du "overhovedet kan blive gravid" uden at ville det. Jeg må svare, at det kan du ikke - altså gøre noget for at finde ud af, om du kan blive gravid - ud over at prøve på det. Og det vil du jo ikke - eller vil du?
Du er i den samme situation, som tusindvis af andre kvinder, der tvivler på deres frugtbarhed fremadrettet, mens de bruger p-pillerne. Og hvad gør de så? De holder op med p-pillerne og opdager efter kortere eller længere tid, at alt fungerer perfekt og at graviditeten er en realitet. Jeg kunne godt lide at vide, om du i virkeligheden ikke ønsker at blive gravid, siden I ikke bruger nogen form for prævention? Hvis det er tilfældet, er du sikkert på rette vej. Så er det kun tålmodigheden, der driller dig.
Hvis en sund kvinde uden tidligere underlivslidelser med regelmæssige blødninger har ubeskyttet samleje med en ligeledes sund og rask mand et par gange om ugen, er det sandsynligt, at du bliver gravid inden for et halvt års tid. Og går der et år, uden at der sker noget, bør du og din mand overveje en undersøgelse, hvis I ønsker at få et barn sammen. Årsagen til barnløshed kan være at finde hos manden, hos kvinden eller hos begge parter. Derfor skal I begge to undersøges.
En enkelt faktor kan du dog selv tage hånd om ved at "undersøge", hvornår du har din ægløsning, som er af afgørende betydning for, om og hvornår du kan blive gravid. Her på Netdoktor kan du læse om, hvordan man med nogen sikkerhed kan vurdere og beregne sin ægløsning ved henholdsvis temperaturmetoden og kalendermetoden Kort fortalt, så kommer den for befrugtning nødvendige ægløsning 1 gang om måneden. Og det er 12-14 dage før den kommende menstruations første dag. Eller sagt på en anden måde: hvis du har regelmæssige blødninger med 4 ugers interval regnet fra første til næste første blødningsdag, så er chancen for at blive gravid størst midt i perioden. Måske er der noget, du har misforstået, dér hvor du skriver om, hvornår I har sex?
Med venlig hilsen
Erik Fangel Poulsen
speciallæge i kvindesygdomme og fødsler