Hej Spørger
Som jeg læser det, har du fået besked pr. brev eller elektronisk. Det er godt nok hårdt og kontant. Det havde været rart med en lidt beroligende forklaring. Den vil jeg prøve at give dig her og nu.
Når du hører ordet celleforandringer, så tænker du sikkert straks det værste og går et skridt videre. Men celleforandringer er ikke kræft.
Jeg har skrevet udførligt her i Netdoktor om celleforandringer og livmoderhalskræft. Prøv at søge denne tekst. Så bliver du forhåbentlig lidt bedre orienteret.
Du spørger helt konkret, om du er blevet smittet med HPV.
Ja, du har sandsynligvis på et eller andet tidspunkt - måske for år tilbage - fået virus overført til celler i livmoderhalsen, og infektionen har så umærkeligt sat sig i cellerne - og givet det, man med en fællesbetegnelse kalder celleforandringer.
Nogle gange forsvinder de af sig selv, andre gange bliver de hængende og kan udvikle sig yderligere til svære celleforandringer. i værste fald får de lov til at gå i dybden og udvikle kræft i livmoderhalsen.
Men dér er du slet ikke. Og udviklingen går langsomt, så der sker ingen ulykker på halvanden måned.
Når du er undersøgt igen, vil man sikkert foreslå, at du får foretaget et keglesnit i livmoderhalsen.
Det foregår i lokalbedøvelse og ambulant.
Du skriver, at du skal på sygehuset. Men praktiserende gynækologer kan også lave keglesnit. SÅ hvis du synes, at ventetiden er for lang, kan du jo forhøre dig, om du kan komme til et andet sted hurtigere.
Efter indgrebet er du frisk og rask. kun sjældent kommer det igen. Du kan få børn og du behøver ikke at beskytte dig eller din kæreste i den anledning.
Du spørger måske: Har min kæreste ogå HPV? Ja, sandsynligvis. Men det er ikke sikkert, at det er ham, du har det din infektion fra. Og det er heller ikke sikkert, at han har fået HPV fra dig. Det fortaber sig måske i en fjern fortid, så glem det. Ingen er skyldige!
Med venlige hilsner
Erik Fangel Poulsen,
Speciallæge i kvindesygdomme