Brevkasse

Spørgsmål   Samliv

Spørgsmål: Er det mangel på respekt hvis jeg onanerer?

Kære Netdoktor

Min kæreste synes, jeg udviser mangel på respekt for hende, hvis jeg onanerer. Jeg har imidlertid svært ved at lade være, hvis der går flere dage, hvor vi ikke har tid sammen eller hvis hun for eksempel er syg. Jeg føler, det er en del af min natur at få udløsning mindst hver 2. eller 3. dag. Hvis jeg forsøger at holde mig fra det, får jeg svært ved at koncentrere mig, fordi jeg hele tiden kommer til at tænke på sex. Som regel er det ikke noget problem, da vi har regelmæssig sex, som vi begge holder af. Derfor onanerer jeg ikke særlig ofte. Men hvis jeg gør det, bliver hun meget vred og siger, jeg ikke viser hende nogen respekt. Hun siger, hun ikke kan holde synet af mig ud, og hun undgår mig og vil ikke tale med mig i flere dage. Jeg er frygtelig ked af det, for jeg ønsker bestemt ikke at gøre hende ked af det. Men jeg kan heller ikke kæmpe imod min natur. Jeg har ikke det fjerneste imod, hvis hun ville onanere. tværtimod. Jeg oplever det som en naturlig og problemfri del af livet, som ikke "tager" noget fra vores samliv. Det mindsker ikke min lyst til at være sammen med min kæreste. Men sådan ser hun ikke på det. Hun oplever det som en form for krænkelse, tror jeg. Hvad skal jeg stille op?

Med venlig hilsen en spørger

Svar:

Kære Spørger

Tak for dit spørgsmål. Du rejser et temmelig velkendt problem - at en hel del kvinder (for det handler især om kvinder) omfatter onani hos deres partner med mistro og ser alle former for "solosex" som en sårende og unfair konkurrence. For nogles vedkommende er der ligefrem tale om en form for jalousi, og nogle føler sig (som din kæreste) krænket, tilsidesat og vraget, hvis deres partner onanerer. Imidlertid er onani langt fra altid et "erstatningsprodukt" eller en "sekundavare", og mange - både kvinder og mænd - oplever onani som et dejligt supplement til et i øvrigt fuldt tilfredsstillende samliv. Der er altså - som du også selv beskriver det - tale om en helt naturlig del af dit seksuelle register, og det er dejligt at høre, at du samtidig fungerer godt med din kæreste i sengen. Dybest set er din onani et sundhedstegn - et signal om, at du er et velfungerende og levende menneske. Og det har også hun grund til at glæde sig over.

Alt dette kan dog være ligegyldigt, hvis din kæreste ser på det med andre øjne. Udfordringen bliver derfor at forklare hende, at din onani er en naturlig del af din seksualitet og ikke en "diskvalificering" af hende. At du elsker og tænder på hende, og at du under ingen omstændigheder "foretrækker" onanien frem for hende. Hun har givetvis en del skrækforestillinger om, at du fantaserer om andre kvinder (hvad man vel også gerne "må", når man onanerer?), eller at du bruger pornografi, som hun ikke kan leve op til. Også her er det nødvendigt, at du beroliger hende og forsikrer hende om, at onani for dig er en naturlig del af (seksual)livet. Et supplement, ikke et alternativ. Nu får jeg jo ikke så meget at vide om jeres parforhold, så jeg kan ikke være helt sikker på, hvor dybt konflikten stikker - om den i virkeligheden er udtryk for en mere grundlæggende problematik. Er din kæreste jaloux anlagt? Har hun det generelt svært med sex? Er hun mere hæmmet og genert end dig? Og er hun evt. restriktivt opdraget? I så fald er hendes modstand mod din onani måske udtryk for en mere dybtliggende blufærdighed på seksualitetens felt. Også her er der grund til en åben og konstruktiv snak en dag/aften, hvor stemningen er god, og der er plads til (k)ærlighed. I er simpelt hen nødt til at finde en fælles forståelse, hvis ikke jeres parforhold skal lide skade. Det er vigtigt, at du respekterer hende. Men det er også vigtigt, at hun respekterer dig. Måske kan I forhandle jer frem til nogle "regler", som I begge kan leve med? For eksempel om hvor og hvornår, du onanerer. Men igen: Det vigtigste er, at hun holder op med at se onanien som en konkurrent. Og det kræver, at I taler fornuftigt sammen. Med åbenhed og kommunikation vil I komme langt.

Held og lykke,

Christian Graugaard Læge, ph.d.


Besvarede spørgsmål under chat

Spørgsmål Besvaret
Jeg er i tvivl om jeg er en pige eller en dreng.

2027-12-20 | 00:00

Findes der piller der øger kvindens sexlyst?

2025-03-8 | 00:00

Rejsningsproblemer

2024-10-30 | 20:14

Ingen orgasme, kvinde

2024-06-11 | 22:30

Sen eller manglende sædafgang

2024-09-11 | 10:43

Følsom glans

2024-08-2 | 16:58

Svært ved at komme

2024-08-7 | 09:44

Forhudsforsnævring i en sen alder

2024-04-21 | 10:26

Steril?

2024-08-12 | 21:26

Jeg har ingen sexlyst. Hvad gør jeg for at få lyst til sex med min mand?

2022-04-20 | 00:00

Jeg får hurtig udløsning, hvad skal jeg gøre?

2021-01-29 | 16:01

Herpes - Kan jeg smitte min kæreste?

2020-11-1 | 11:42

Hvorfor skal min læge mærke mig i endetarmen?

2020-10-13 | 17:15

Jeg bløder ved samleje?

2020-07-30 | 23:13

Præstationsangst i sengen

2020-08-7 | 16:25

Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.